I lørdags var der for 11. gang »Gammeldaws Torvedag« som for hundrede år siden i Nibe. De første par timer indledtes med silende regn, men da det klarede op, strømmede folk til den brostensbelagte torveplads, og handlen gik livligt i de mange telt-boder, som var opstillet i dagens anledning. Den kendte »Sildegiggen« kørte rundt på pladsen, og var sammen med sang og musikalsk underholdning med til at skabe den rette stemning af god gammeldaws torvedag.

Da det endelig blev tørvejr strømmede folk til Gammeldaws Torvedag i lørdags, og der meldes om god handel i de opstillede boder på Torvet i Nibe.

Snapselauget havde god gang i smagningen af forskellige snapse tilsat forskellige krydderier.

Vejrguderne viste sig ikke fra sin gode side, da Nibe Handelsforening for 11. gang åbnede »Gammeldaws Torvedag«. Formand for Kulturelt Samråd, Jens Østergaard Madsen, måtte byde velkommen i stille silende regnvejr. Han havde bedt Nibe Marineforening vende kanonen, som skulle torvedagen i gang, mod Aalborg, som symbol på - og opfordring til - at vende blikket mod Aalborg. - Ikke imod Aalborg - men mod Aalborg, sagde han blandt andet i sin åbningstale, med henvisning til at Nibe har store fordele af at være kommet med i den nye store Aalborg Kommune.
Efter den officielle åbning kom der mere regn. Meget mere regn. Men ved middagstid klarede det op, og folk strømmede til torvepladsen midt i Nibe by.

Mange spændende boder, sang, musik og aktiviteter
Resten af dagen var der godt gang i aktiviteterne rundt omkring på pladsen: Hestevognen var et populært indslag blandt store og små, Nibe Harmonikaklub og Nibe Håndværkearsangforening sørgede for den musikalske underholdning, og de mange spændende boder med smykker, snaps, tøj, brød, og meget andethavde stor tiltrækningskraft, så handlen gik livligt, og »Sildegiggen« kørte rundt på pladsen, og også her var der stor interesse fra torvedags-gæsterne.