Hvad er jeres tanker om Tøsedrenge-materialet, nu hvor I har taget det op igen?

Anne Dorte: Tøsedrenge-sangene er meget melodiske, teksterne er på et godt niveau og har noget på hjertet og så er det meget kropsligt, har noget energi, ikke?

Maria: Det er sådan musikken virker på os, vi kan ikke rigtigt stå stille.

Anne Dorte: Vi spiller meget ofte stående koncerter, så folk ligesom kan stå og danse og bevæge sig.

Tøsedrengenes musik er egentligt meget sort - calypso og reggae. Jeg kan huske dengang tøsedrengene kom frem, da sagde folk: “De er nu meget gode, de der Tøsedrenge, men det der reggae bryder vi os nu ikke om - så de bliver aldrig noget stort navn”.

Har I en scenepersonlighed?

Anne Dorte: Jeg tror, at sådan er det at være menneske - man har forskellige sider - man er ikke bare ét menneske. Man er forskellige mennesker, alt efter hvor man er og hvad man laver.

Er det en slags on/off ting?

Anne Dorte: Jeg forstår godt hvad du siger, men jeg synes det er forkert at sige on/off.

Maria: Som at sige, at vi ligesom stiller os ind i et skab, når vi er slukket... Man bliver næsten altid glad af at spille musik – på én eller anden måde tænder det én.

Anne Dorte: ...og fællesskabet med musikerne. Musik frigør én! Når folk f.eks. kommer til en øver en onsdag morgen ét eller andet sted i et koldt øvelokale, alle kommer hjemmefra og børnene er syge og manden er sur og man har ikke flere penge på kontoen... Og så går man igang med at spille – så går der et kvarter og så er man glad. Musik er fantastisk.

Maria: Så på dén måde gør det noget ved én når man er i det.

Anne Dorte: Det stryger ligesom en masse ting væk. Musikken baner vejen, og vi følger efter. Musikken er en kæmpe gave - man må ligesom åbne sig for den og give den lov til at tage én med!

Maria: Når jeg tænker tilbage på det med at optræde og stå på en scene første gang, så følte man sig lidt “Åh, hvem er jeg og hvad skal jeg hér”, man er nervøs og alt det der, men man lærer jo ligesom at give slip - man lægger den der barriere AF sig, simpelthen. Det er ikke fordi vi tager noget på, vi tager noget af!

Anne Dorte: Jeg synes Maria svarede fantastisk godt - man lægger noget af sig...

Hvordan har I det med jeres kæmpe hitsang “Indianer”?

Jeg gik engang ud forbi min søns skole en dag for nogle år siden, hvor jeg hørte at nogle børn sang den inde til en sangtime, og så tænkte jeg: “Hmm... Det ville være lidt ærgeligt, hvis det nummer aldrig skulle ud at blive sunget igen? Det synes jeg ville være ærgeligt! Og det var en af grundene til, at jeg tog initiativ til dét her.
Når man skriver sange, så handler det egentligt om at gøre sig dum, på en måde, altså man må holde op med at styre det mentalt og lade noget andet træde frem, som ligger mere i det dunkle. Men en sang som “Indianer” skrev jeg fordi jeg var i Mexico og mødte nogle indianere, og “billederne” i sangen er ting som jeg har set for mig, men dengang jeg skrev den, regnede jeg den egentligt ikke for så meget. Men nu, efter så mange år, er jeg begyndt at forstå den sangs kvaliteter. Jeg synes det er dejligt!
Men når man er meget ung og får succes, bliver man lidt forskrækket.

Maria: Og man bliver lidt bange for at blive sat i bås!

Anne Dorte: Ja, det tror jeg nok. Vi var jo virkelig, virkelig unge! Så det er rigtigt!

Maria: Man kan sige, at når man netop er meget ung og får et kæmpestort hit og det er det eneste folk vil høre, så vil man bare gerne vil videre til noget andet og noget nyt! Men nu, hvor vi står her, så har man en fornemmelse af “been there, done that” og nu behøver vi ligesom ikke at skulle markere os for sindssygt med ét eller andet om 20 år - det behøver vi ligesom ikke rigtigt. Men man kan naturligvis godt få nye hits, det er jo heller ikke sådan! Men det er jo bare, at man sådan var bange for at hænge fast i noget når man kun er 20 år gammel og tænker: “Skal jeg stadigvæk synge dén sang når jeg bliver 50?”
Det er jo egentlig en forfærdelig tanke! ;-)

Maria / Anne Dorte: Men vi havde jo ikke HOLDT til at synge den sang hele tiden frem til nu!

Anne Dorte: Men tænk på de bands der har kørt siden 80’erne, der stadig kører og spiller hver eneste sommer?

Maria: Men så skal man jo også lavet noget nyt - udvikle sig!

Anne Dorte: Jeg følte, jeg skulle ud og vise nogle andre sider af mig selv - helt klart. Pausen har gjort, at vi igen kan gå til de gamle sange med nydelse...

Maria: Det er dejligt - det er sjovt!

Anne Dorte: ...og MEGET mere afslappende, end det var dengang! Nu tager vi det meget mere for hvad det er.

Har I overvejet at udgive nyt materiale sammen?

Anne Dorte: Vi har overvejet det, men indtil videre er det blevet ved overvejelserne, fordi Tøsedrengenes musik er lavet i samarbejde mellem forskellige folk, som ikke er med hér, så det bliver ikke nu og her.
Vi oplever at vi spiller noget materiale, nogle sange, som er blevet skrevet engang og som på én eller anden måde har vist sig levedygtige og som på én eller anden måde betyder noget for folk - og det er ligesom dét vi gør. Uden at gøre det til mere end det er, så det det jo, hvad alle musikgenrer alid har gjort - hvis der er ét eller andet klassisk stykke musik, som folk kan lide at høre, så spiller de det “over and over”.
Så det med, at man hele tiden skal lave nyt, det skal man måske også gøre for sin egen skyld? Jeg bliver jo ved med at skrive sange. Vi får måske ikke SÅ store hits igen..?
Det er lige så meget et spørgsmål om at være en del af sin tid. Men det er vi nok ikke så meget mere. Jeg kan ikke skrive ting “ind i tiden” som jeg kunne dengang - dér ER jeg ikke. Jeg kan stadig skrive sange som er vigtige for folk, men det bliver sansynligvis aldrig “Medina” eller sådan noget.

Hvad er næste skridt for jer, når turnéen er nået til vejs ende?

Maria: Vi tager det lidt som det kommer.

Anne Dorte: Ja, på den måde er vi lidt sådan nogle hippie-agtige typer ;-)   Vi har ikke lagt nogle større planer.

Maria: Nej, vi har ikke nogen 5-års plan...

I har været selvstændige i efterhånden rigtig mange år - har det altid været ligetil?

Maria: Man lærer det efterhånden - det svinger jo helt vildt.

Anne Dorte: Det er lidt som at bo i Danmark - der er altid så koldt, ik? Det er bare sådan man lever - på godt og ondt.

Maria: Når jeg snakker med mange af mine venner som har fast arbejde, så ville de dø af skræk hvis de skulle være freelancere og ikke vide, hvor den næste løncheck skulle komme fra! Men vi har jo ligesom altid levet sådan?
Omvendt, så tror jeg også at meget af det “drive” vi har, kommer af at men ikke ved hvor de næste penge skal komme fra? Man skal præstere sit bedste - man kan jo ikke lave én enste dårlig koncert!? Hvis folk synes det er en god koncert, så går det ud og snakker om det, så ringer telefonen og vi har et job! Så banalt er det!

Føler I, at der er en farlig grænse mellem at give en god koncert fordi man kan - eller fordi man skal?

Anne Dorte: Det er en interessant problemstilling! For mig, som har spillet musik i så mange år og levet det hér liv i så mange år, da er det meget, meget sjældent at jeg føler jeg spiller musik for penge! Men det er nok fordi jeg altid har haft det sådan, at hvis jeg begyndte at tænke på penge, så er det altid gået helt vildt dårligt! Men hvis jeg spiller musik af lyst, uanset om jeg tænker at det er der garanteret ikke nogen der gider høre på, så er det lige pludseligt blevet det, jeg har levet af i 5 år? Derfor er jeg holdt op med at lægge for mange planer, men bare give mig hen og tænke: “Det skal nok gå” ;-)

Maria: Jeg synes også, at det vi laver kan vi jo ikke bare sætte et beløb på og så gør vi det rigtig godt - sådan fungerer det bare slet ikke! Det handler slet ikke om det, når man står i det! Så kan man bagefter godt sige: “Hey, vi tjente godt på det”, men man kan ikke ligesom have dén stående foran sig, med at “Hold kæft, hvor bliver det godt - jeg får en masse penge”, det kan man ikke! Man gør bare sit bedste hele tiden, fordi man synes det er det fedeste, den bedste følelse at give alt hvad man har, når man er dér, dén dag!!

Anne Dorte: Hvis man står på scenen og ikke kan give alt hvad man har, så har man det ikke godt! Så føler man, at man svigter sig selv og sit publikum! Man kan ikke gøre det halvt, det kan man ikke... Samspillet med publikum er meget vigtigt - man deler ligesom noget med folk.

Jeg forestiller mig, at det måske godt kunne være vanskeligere i Nordjylland?

Maria: Det ER noget andet ;-)

Anne Dorte: Jeg har til tider spillet rigtig meget i Nordjylland, og det har ofte været et vidunderligt publikum! Så hjerteligt og engageret. De kan måske nogle gange virke lidt reserverede, men jeg synes ikke det er svært at gennemskue.

Maria: Jeg kan huske at jeg i gamle dage tænke: “Hvad fanden, kan de ikke lide os?”, når de slet ikke reagerede, men det har man jo ligesom lært hen ad vejen.

Anne Dorte: Jeg synes at én af de ting der ligesom kendetegner Nordjylland er, at folk godt kan lide når ting er raffinerede. De kan godt lide underspillet humor, men dér kan man jo godt sige, at Tøsedrengene måske ikke var så underspillede... Tøsedrengene var nok ikke særlig jysk ;-)
Derfor var det også noget helt særligt, at det hittede så stort over hele landet!

Tusind tak, fordi I tog jer tid til at tale med mig - det var en fornøjelse!

Anne Dorte / Maria: Selv tak ;-)