- Lørdag, 10. maj 2014
Nibe Røde Kors fejrer i disse dage Røde Kors’ stifter Henry Dunants fødselsdag 8. maj ved officielt at indvi en særlig Samtalebænk – Den røde Bænk, der lige nu står i Skomagergade ved Røde Kors Butikken.

Lokalformand for Røde Kors' Nibe afdeling Gitte Binder krillede det røde bånd, og bænken var indviet.

Mange var mødt op og overværede indvielsen af Den Røde Bænk.
Gitte Binder, formand i Røde Kors' Nibe afdeling, klippede den røde snor, men først blev de 25-30 gæster og frivillige, som var mødt op, budt velkommen Birgit Sohn Christensen fra besøgstjenesten.
Røde Kors i hele Danmark sætter i sommer fokus på ensomhed. Derfor kan Den røde Bænk / Samtalebænken ses i alle dele af fædrelandet, udtaler Birgit Sohn Christensen. Efter velkomsten fik butiksleder Jonna E. Laursen ordet.
Jonna E. Laursen lagde vægt på, at Røde Kors Butikken er en ambassade, hvor man kan købe godt genbrugstøj, men også hente information om Røde Kors aktiviteter – i Nibe såvel som i hele Danmark og i verden omkring os.
Jonne E. Laursen fortsatte: – Røde Kors hjælper mennesker i nød, og vi hjælper hinanden under mottoet: »Frivillig hjælper Frivillig«. Gode ideer deles med andre frivillige til fælles glæde og nytte. I dag er Røde Kors Butikken i funktion som ambassade. Den er rammen for Samtalebænken, hvor vi sammen med Besøgstjenesten sætter fokus på ensomhed.
Røde Kors’ nyvalgte lokalformand Gitte Binder fik endelig ordet og en sølvbakke med en saks: – Samtalebænken er nu klar til en masse gode samtaler. Tag din nabo med, han eller hun har måske slet ikke snakket med nogen i dag? Eller sæt dig her på en solskinsdag, vent på at en anden sætter sig, og I får en hyggelig snak. Held og lykke til Den røde Bænk, sagde Gitte Binder, idet hun klippede det røde bånd, og Samtalebænken var åben for besøg.










