Trine Kær demonstrerer hvordan det nye interaktive prøve- rum fungerer: Her kan kunden i ro og mag se et større udvalg i farver, størrelser og styles - samt matchende dele, hvis det er det man er på udkig efter.

For to et halvt år siden åbnede Trine Kær »Butik Blossom« i Ll. Agade i Nibes gamle bydel. Siden er udviklingen gået stærkt den rigtige vej, og der er et udtalt behov for mere plads for at kunne gennemføre ønskede ændringer og fornyelser, samt for at kunne præsentere butikkens vareudvalg på en ny og bedre måde. Derfor er Butik Blossom nu flyttet til en ny adresse i centrum af Nibe, hvor der er mere end dobbelt så mange butikskvadratmeter. Den nye butik ligger Genboløsgade 2, - den bygning, som tidligere husede Kirkens Korshærs Genbrugsbutik, men som de seneste par måneder har undergået en omfattende renovering og modernisering. Både udvendigt som indvendigt passer til den stil det »nye Blossom«, som vi gerne vil signalere overfor kunderne.
- Åbningen af den nye butik fejres med en række nyheder, samt brug af teknologi på en helt ny måde, fortæller butiks-indehaver Trine Kær.

Nye mærker på hylderne og interaktive prøverum
- Da jeg åbnede butikken i Ll. Algade var det en stor satsning med de mærker vi fører, og samtidig at være alene om indkøb, pasning af butik og nethandel, - men nu bliver vi én mere til at passe butikken og servicere kunderne, idet jeg har ansat Betina Ekinci hos mig. Betina er uddannet blomsterdekoratør, men har også et godt øje for mode og interiør, og hun vil fremover sørge for, at det altid er en visuel god oplevelse at besøge Butik Blossom.
Der kommer også nye varemærker på hylderne i den nye butik - dette sker for at imødekomme mange kunders ønske om et bredere sortiment.
Som noget helt nyt og spændende, får det interaktive prøverum Danmarkspremiere på åbningsdagen i de nye lokaler i Genboløsgade. Den nye butik får tre nye prøverum - alle indrettet som interaktive prøverum, og det bliver et afgørende sted i butikken: Det er ofte her, kunden beslutter sig endeligt for købet. Blossoms interaktive prøverum giver gennem en iPad - monteret på væggen - mulighed for at se andre størrelser, styles, farver og matchende dele. Det giver kunden tid til at overveje muligheder og valg, inden man ønsker hjælp fra personalet.
Beslutter kunden sig for at købe, kan det også ske direkte på skærmen, og der kan sendes ønskelister til fødselsdags- eller julegaver til mand eller kæreste med angivelse af størrelser og farver.
- Det interaktive prøverum er udviklet i samarbejde med vores amerikanske software-leverandør, og vi er allerede i gang med at udvikle systemer med endnu flere funktioner, fortæller Trine Kær om det nytænkende tiltag.