Skades- og afbudsramt Nibehold stod distancen og vandt efter en rodet 1. halvleg.

Bagest fra venstre: Træner Jens Thorup, Anders Bering, Niels Vestergaard Jensen, Martin Sandvej, Andreas Schunck, Nicklas Madsen, Allan Nielsen, Mads Sørensen og Bjarke Skau. Forrest fra venstre: Asbjørn Corfitz, Lars Loft Nedergaard, Nicolai Nielsen, Jonas Koldkjær, Emil Lassen, Mathias Høholt og Sebastian Julin.

FODBOLD - Serie 4

Nibe – B52: 4-0 (2-0)

Målscorer: Andreas Schunck 2 , Asbjørn Corfitz og Mathias Høholt 1

Nibe måtte til lørdagens kamp undvære formstærke Jonas Koldkjær og den velspillende venstre back Nicklas Madsen. Derudover døjede Nicklas Laulund Schunck med trætte ben og anfører Nicolai Nielsen vrikkede om på hans skrøbelige ankler til torsdagstræningen. Mads Sørensen havde ligeledes meldt afbud til dagens kamp. Så med 3 afbud fra start elleveren og 2 som ikke var 100% klar, var det ikke de optimale forhold for Jens Thorup’s tropper til dagens hjemmekamp.

Kampen var knap nok fløjtet i gang, før Nibe kom til første chance. Nærmere 12 sekunder gik det, før at Andreas Schunck sled sig fri og sparkede bolden tæt forbi den ene opstander.

Nibe kom foran 1-0 på et flot hovedstød af Asbjørn Corfitz, oplægget stod Nicolai Nielsen for.

Andreas Schunck øgede til 2-0 kort før pausefløjtet på oplæg fra Asbjørn Corfitz.

1. halvleg blev en noget rodet affære, hvor Nibe startede bedst, men gæsterne kæmpede sig mere og mere ind i kampen og kunne med lidt mere held have udlignet til 1-1.

Jens Thorup gav spilleren en lille opsang i pausen. Det hjalp, og samtidig gik gæsterne ned i tempo. Holdets stjerne Mathias Høholt, kom ind i 2. halvleg og skulle ikke bruge mere end 5 minutter før han scorede til stillingen 3-0. Målet udløste store jubelbrøl fra stjernens lille personlige fanskare.
Selv samme fanskare var atter på mærkerne 10 minutter efter da Mathias sparkede forbi mål blot 2 meter fra målstregen.

Andreas Schunck opsnappede bolden fra et svagt udspark fra B52 keeperen, som sikkert lukkede og slukkede kampen til en fortjent 4-0 føring.

Næste kamp er imod Øster Hornum som har den tidligere Nibe legende Jesper Andersen ved roret. Kampen spilles lørdag på Nibe Stadion.