Festival verdenen ifølge Møller...

Festivalleder og musikbooker Peter Møller Madsen: – Tilfredshedsbarometeret er i top, og sådan skal det være! Foto: Nibe Avis.

Trods en regnfuld fredag, var tilstrømningen og stemningen i top, under årets Nibe Festival. Foto: Kim Rolighed, Nibe Festivals Foto Team.

Succes i Nibe – trods krisetendens i branchen
Den 28. Nibe Festival blev en stor oplevelsesmæssig succes. En succes, som ikke kunne skæmmes af store regnmængder på tredjedagen, eller for den sags skyld af det fald i billetsalget, som allerede nu har trukket dybe spor hos flere festivaler og koncertarrangementer. I Nibe oplevede vi ikke fald i billetsalget. Vi har aldrig været så mange i Skalskoven, men det er selvfølgelig tankevækkende, at vi som i 2011 ikke kunne melde tidligt udsolgt, lyder det nu, et par uger efter årets Nibe Festival, fra festivalleder Peter Møller Madsen.
 
En meget rolig festival
Det var de meldinger, som vi fik fra både politi, beredskab og fra festivalens interne sikkerhedsorganisation. Netop det klare budskab om, at vi vil festen, samt ikke mindst de smukke omgivelser inspirerer helt sikkert vores gæster til forrygende festlig stemning frem for fight for fæhoveder.
 
Tilfredshedsbarometeret er i top
Årets festival blev helt sikkert en top 3 festival over festivaler i Nibe. Sådan skal det også gerne være hvert år. Vi skal præstere, og altid stille gæstens sult – også musikalsk og oplevelsesmæssigt.
Det har vi tilsyneladende også gjort, for på Facebook har vi netop lavet en lille tilfredshedsundersøgelse. På en skala fra 1-10 giver omkring 2/3, af de gæster der har svaret, årets festival topkarakter, medens tæt på 75 % af de resterende afgivne stemmer er faldet på 8 og 9, oplyser festivallederen.
 
Plads til forbedringer
Det er der jo heldigvis altid. – Vi vil fremhæve, at vores tjek ind af gæsterne onsdag  stadig tager for lang tid. Det skal og kan vi gøre bedre.
Sensommeren og efteråret er tid til massiv evaluering, og her vil netop denne udfordring helt sikkert fylde.
Publikumsindflydelse er vigtig, og vi forholder os helt klart til de mange konstruktive henvendelser og evalueringer, vi har fået fra vores gæster under og efter festivalen, understreger Peter Møller Madsen.
 
Forventeligt penge til foreninger
Udover, at glæde og fetere 15.000 daglige gæster med fest, så er formålet med en hver festival i Nibe jo også, at sprede penge ud til foreningslivet i det nordjyske.  Sådan bliver det forventeligt også i år. Meget skal da gå galt, hvis ikke festivalen går ud med sorte tal.
 
Hvad så nu?
Det er afgjort »vagt i gevær« med den generelle publikumsafmatning. Udbud og efterspørgsel, arrangementer i overflod, og dermed også hård konkurrence har sat sine spor. Ligeledes har priserne toppet. Det bør være ufravigeligt, at leverandørerne også skal tage situationen alvorligt.
Danmark er kendt for frivilligheden, kulturens bredde og ikke mindst de mange musikarrangementer overalt i landet. Det skal vi også være fremover, men det kræver handling – ikke bare fra arrangører og publikum, nej som sagt også fra leverandørerne.
Vi kan til slut glæde os over, at vi ikke er ramt hårdt af afmatningen, men må dog erkende, at vi er påvirket af samme.  Må vi ligeledes til sidst takke for en forrygende festival med store musikalske oplevelser, og et afbalanceret og festfokuseret publikum, som på optimal vis blev serviceret af næsten 4000 glade og stolte frivillige, slutter Peter Møller Madsen sine kommentarer.