- Tirsdag, 2. september 2014
540 kvadratmeter ny genbrugsbutik stod klar til at indtage kundestrømmen, da dørene til det tidligere Aldi på Stenvej i Nibe for første gang blev åbnet for salg af genbrugsnips, møbler, brugsgenstande, tøj, pynteting, spejle, malerier og mange andre skønne ting og sager.

Butikspersonale og gæster ved åbningen. Fra venstre: Annelise Larsen, Gudrun Fristrup, korshærspræst Lena Bentsen, Krista Nielsen og leder for byarbejdet Aalborg, Jonas Jakobsen.

Omkring 200 gæster og kunder var mødt op til åbningen af Kirkens Korshærs nye genbrugsbutik på Stenvej i Nibe i går – en dels ses her i baggrunden på udkig i »skatkammeret« af fine ting og sager.
De nye lokaler er betragteligt større end det areal genbrugsbutikken hidtil har rådet over, idet de to tidligere Kirkens Korshær genbrugsbutikker på Grydstedvej og Genboløsgade i Nibe tilsammen kun omfattede cirka 150 kvadratmeter, - men det var ikke én eneste kvadratmeter for meget, for allerede på åbningstidspunktet stod der næsten 200 kunder i kø udenfor døren - og som dagen skred frem strømmede mange flere til.
Korshærspræsten klippede snoren til åbning
De spændte gæster måtte væbne sig lidt med tålmodighed, for Korshærspræst Lena Bentsen skulle lige forestå den ceremonielle officielle åbning af butikken. Hun roste de mange frivillige i Nibe for den enorme indsats, der er blevet lagt for dagen igennem butikkens 29-årige historie: - I Nibe arbejdes der meget ihærdigt og vedholdende. Her bliver flittige hænders indsats omsat til økonomi, som så igen bliver brugt til et stykke nødvendigt arbejde til gavn og glæde for andre, som på forskellig vis befinder sig i vanskelige tider af deres liv, sagde korshærspræsten blandt andet.
Lena Bentsen hæftede sig også ved den grundtanke, som udover at hjælpe folk i nød, også endetegner de frivilliges indsats i Kirkens Korshær: Her bliver rendyrket en æden tanke med at ting der du’r, er i orden, ser fine og brugbare ud, - dem smider man da ikke ud. Nej, man bruger dem da igen! Giver måske bordet det der skal til for at bringe fordums glans tilbage, eller tørrer urtepotteskjuleren af, så det er åbenbart for enhver der træder indenfor i butikken på Stenvej i Nibe, at her findes det rene skatkammer af fine ting og sager.
Jonas Jakobsen, der er leder for byarbejdet i Aalborg, fortalte, at økonomien i Nibe afdeling af Kirkens Korshær Genbrugsbutik er helt selvstændig: De indtægter der kommer ved salg, skal dække de udgifter der er til husleje m.m. inden et eventuelt overskud kanaliseres til hovedsædet i Aalborg, som så sørger for at midlerne kommer trængende personer til gode i form af varmestuer, herberg, skurby, familiearbejde, gudstjenester m.m.
Ganske overvældet over fremmødet
De lokale kræfter bag Kirkens Korshær Genbrug i Nibe var både overraskede og ganske overvældet over fremmødet på denne åbningsdag: - Det er helt fantastisk, at så mange er kommet i dag, og jeg kan da også se, at kasseapparatet bruges flittigt, sagde Annelise Larsen, som var én af de mange frivillige kræfter, som var tilstede ved åbningen. Mange ting skiftede ejer denne dag, og meget kunne allerede efter et par timers handel tyde på, at selv de meste optimistiske bud på hvor stor omsætningen ville blive på åbningsdagen ville blive overgået.
Læs også indslaget i den trykte udgave af Nibe Avis.









