Fra klubbernes første møde tidligere i efteråret, er det her Nibes Jesper Møller, der kæmper med B52 spillerne.

FODBOLD - serie 3

B52 – Nibe 0 – 2 (0 - 0)

Mål for Nibe: Andreas Schunck og Allan Nielsen.

Lørdag eftermiddag mødte Nibe på udebane B52, i en kamp om fortsat at være en del af oprykningskampen. Nibe mødte op med stor selvtillid, da de havde vundet de seneste 3 kampe. Nibe havde dog tabt det seneste opgør med B52, i efterårets tidlige kamp i Nibe.

Det var B52, som startede kampen bedst i en halvleg, hvor Nibes opspil var præget af mange dårlige afleveringer og sløsede markeringer.

Efter 25 minutters spil var B52 tæt på en scoring ved et godt langskud, som Nibes målmand Lars Loft i flot stil fik afværget via overliggeren. Resten af halvlegen var der meget spil på midten af banen, uden det førte til chancer.

Allerede efter 5 minutter af 2. halvleg kom Nibe foran, da Andreas Schunck på et langskud satte bolden ind i det fjerneste hjørne. Nibe fik bedre fat i spillet, men blev midt i halvlegen ramt af et gult kort, hvilket førte til et massivt pres på Nibes mål.

Men holdet kæmpede forbilledligt og med 10 minutter tilbage af kampen løb Allan Nielsen fra egen banehalvdel fra B52´s forsvar og scorede til 2-0.

Der blev ikke scoret yderligere og Nibe er nu kun 3 point fra førstepladsen inden de sidste 3 spillerunder.