- Lørdag, 30. maj 2015
Regulering og renovering af Vidkær å giver bedre forhold for fiskeyngel efter 400 år med spærring.

Det røde bånd blev klippet med en entreprenørmaskine.

Rådmanden og eleverne udsatte små ørreder.
Nysgerrigheden kendte næsten ingen grænser, da 4. klasse fra Skørbæk-Ejdrup Friskole deltog i indvielsen af det nu renoverede vandløb Vidkær Å ved Koppes Mølle. Vandløbet danner på en strækning grænsen mellem Aalborg Kommine og Vesthimmerland.
I forbindelse med en statslig indsats for mange af landets vandløb, gennemføres der alene i Aalborg Kommune omkring 50 projekter med fjernelse af spærringer og regulering af vandløb til et mere natur-rigtigt forløb med bedre forhold for fiskeyngel til følge.
I sin tale ved fredagens åbning sagde rådmand for Miljøforvaltningen i Aalborg Kommune Lasse P. N. Olsen, at det er en stor glæde at opleve resultatet af renoveringen og de perspektiver denne åbner for fremtidens fiskeyngel i åen og i Limfjorden.
Åbningen af det nye åløb på en strækning over ca. 400 meter var lagt i hænderne på rådmanden, som med entreprenørmaskinen fra Chr. Guldhammer, Brovst, klippede et opsat rødt bånd.
Eleverne fra Skørbæk-Ejdrup Friskoles 4. klasse fulgte nøje med og efterfølgende lagde eleverne de sidste sten i vandløbet, så fremtidens fiskeyngel har noget at gemme sig under m.v. Endelig fik eleverne også mulighed for at udsætte et mindre antal små ørreder – og fra Miljøforvaltningen fik de forklaret sammenhængen.










