Halloween i Nibe trak hundredvis af børn og voksne.

Camilla og Kirstine studerer de mange fine græskarhoveder på Skomagertorvet.

SE FLERE BILLEDER I VORES GALLERI

Torsdag stod Nibe Handelsforening og Nibes forretninger bag en storstilet markering af den ny-klassiske event »Halloween«.

Den tildels glemte »Alle Helgens Aften« 31. oktober er en forløber for Halloween, og nu til dags har den amerikanske »Halloween« på det nærmeste afløst den gamle danske tradition – bortset fra i kirkerne, hvor man den efterfølgende søndag, mange steder har tradition for at mindes årets døde.

Ved Nibe Handelsforenings arrangement torsdag var det børnene, der kom i focus. Og dét i en sådan grad, at pladsen i de tidligere BG Bank lokaler ved Skomagertorvet blev for trange, og al aktivitet rykkede ud under den uhyggeligt sorte, men rolige nattehimmel.

Her blev der (u)hygget med skæring af græskarhoveder, bagning af pandekager, og der var indrettet et »Spøgelseshus« i kælderlokalerne under den tidligere bankbygning.

Forud for det store afslutnings arrangement var gået nogle timer, hvor børnene i særdeles fantasifulde udklædninger gik i optog fra forretningscentret ved Toften, og de holdt Trick or Treat i Nibes forretninger, og her høstede de fleste en pæn portion slik m.m. til aften-uhyggen.

Fakta om Halloween:

I USA og mange andre lande kaldes allehelgensaften for Halloween og er under det navn en stor festdag, der med et glimt i øjet lægger vægt på gys og gru med hekse, spøgelser, spindelvæv, edderkopper, horrorfilm osv.

Halloween kan sammenlignes med traditionen omkring fastelavn i Danmark, for begge steder klæder børn sig ud og går rundt og banker på nabokvarterets døre for at få slik (i USA siger børnene Trick or Treat , altså "ballade eller lækkerbisken"). I Danmark foregår dette dog overvejende om dagen, men det i USA foregår om aftenen. Mens fastelavn primært er en børnefest fejres Halloween også af voksne. Kilde: Wikipedia.