- Torsdag, 14. april 2016
Meget store donationer fra fonde baner vejen for en snarlig etablering af Nibe Skater og BMX-park.

Model, som arbejdsgruppen under Nibe Boldklub arbejder efter.
Onsdag i denne uge var en særdeles god dag for arbejdsgruppen bag Nibe Skater og BMX-park, som en særlig arbejdsgruppe, der formelt fungerer under Nibe Boldklub, arbejder for at bygge.
Den A. P. Møllerske Støttefond kunne således oplyse, at projektet støttes med 300.000 kr., hvilket er hovedparten af de penge, der nu mangler for at komme helt i mål, fortæller Anne Pedersen fra støttegruppen, og hun supplerer: – Vi er SÅ glade – både for de penge, en lang række sponsorer hidtil har valgt at støtte os med og for den hjælp, vi har fået fra såvel Aalborg Kommune som fra Nibe Boldklub.
Anne Pedersen forklarer videre: – Vi er så langt i projektet nu, at vi har indsamlet 624.000 kr. Dvs. vi mangler 211.000 kr. Vi håber, vi kan rejse de sidste penge inden for ganske kort tid så byggefasen kan gå i gang. Det betyder samtidig at vi arbejder på højtryk for at få godkendelser og tilladelser på plads, så arbejdet med etablering af banen kan påbegyndes.
Stor-donationer har banet vejen
Ud over den seneste donation fra A. P. Møllerske Støttefond, har den lokale IPA Fonden givet tilsagn om 100.000 kr. – og andre fonde m.v. har støttet med væsentlige, men dog mindre beløb: Nordea Fonden, Den nationale platform for gadeidræt, Fonden for Sparekassen Himmerland, Fonden for Spare- og Laanekassen ved Danske Bank i Nibe, Nibe Rotary Klub, Stejlepladsen, Gl. Østergaard Slagtekalve og Nordjyske Bank.
LÆS OGSÅ:
Fortsat stor energi bag ønsket om skaterbane i Nibe
Nibe Skater og BMX-park er beregnet til en anlæggelssum på 835.000 kr., og heraf mangler projektet som nævnt nu 211.000 kr. Der ligger øvrige ansøgninger til behandling hos en række fonde, som arbejdsgruppen afventer svar fra.
LÆS OGSÅ:
Flere end 400 har vist interesse for skaterbane i Nibe









