St. Restrup IF’s U13-drenge har som det første i klubbens historie spillet sig op i landets bedste række, for denne årgang, mesterrække 1.

Bagest fra venstre: Fillip Lauritsen, Nikolaj Jacobsen, Simon Jensen, Frederik Kongstad, Marcus Lund og Miclas Larsen. Forrest fra venstre: Max Nysom, Nichlas Søe, Andreas Horskjær, Simon Johansen, Nicklas Juul og Tobias Skov. På billedet var; Gustav Knudsen, Mathias Christensen, Mads Lynge, Oliver Bjørslev og træner Mick Andersen ikke med, da billedet blev taget.

St. Restrups U13-drenge, som spiller i mesterrække 2, spillede sig som det første hold, i klubbens historie, op i mesterrække 1 søndag middag. Det skete da Sæby blev besejret med hele 5-0 på Frejlev Stadion, efter en flot præstation, som definitivt sikrede St. Restrup-drengene førstepladsen i puljen.
St. Restrup IF startede kampen som lyn og torden, og førte med 2-0 efter blot 7 minutter på to mål af Anders Holt. I det 24. minut gjorde Miclas Larsen det til 3-0 og minuttet efter var det Simon Valentin Jensen der scorede til 4-0. En aldeles fremragende halvleg af St. Restrup IF der reelt havde slukket al håb om spænding før kampens anden halvleg.
I anden halvleg gik dampen lidt af maskinerne, men Nichlas Søe sørgede for halvlegens enlige mål, da han lukkede opgøret med sin scoring til 5-0 efter 50 minutter, som også blev kampens resultat.

St. Restrup-holdet kan nu ikke længere indhentes i mesterrække 2-tabellen – de har vundet 8 af holdets 9 kampe og har en målscore på  33-5. Nu venter der kredskampe om det jyske mesterskab mod andre puljevindere i de andre mesterrække 2-kredse. Kvartfinalen spilles i Frejlev tirsdag i næste uge, fortæller Thomas Horskær til Nibe Avis.

Efter sommerferien er St. Restrup IF-drengene så at finde i den bedst mulige række, mesterrække 1, i  Jylland/Fyn sammen med 23 andre klubber. St. Restrup IF står nu  side om side med traditionsrige Superligaklubber som AaB, Randers Freja, AGF, OB, Silkeborg, Viborg. Unægtelig en liste hvor St. Restrup ikke normalt befinder sig. Det bliver naturligvis ganske svært i efteråret, men alene det at være med blandt de bedste er imponerende.

Oprykningen var kulminationen på en flot sæson for den 32 mand store årgang. Årgangen har altid spillet med blandt de bedste og består af ca. 24 »indfødte« riffere og med 8 tilflyttere bosiddende i Nibe, Støvring og Sebber/Farstrup. Som sidebemærkning er det værd at nævne, at AaB gennem talentsamarbejdet har indlemmet to spillere fra denne årgang hos sig. Et enormt potentiale kombineret med stærkt sammenhold har altid været opskriften på succes for de mange drenge. Årgangens 2. hold har spillet med i A-rækken, hvor man i skrivende stund håber på de redder livet. Klubbens 3. hold ligger til at vinde deres 7-mandsrække, slutter Thomas Horskær.