- Tirsdag, 23. oktober 2012

Knud Tobiasen gennemgik på det stiftende møde i Nibe Samråd, nogle muligheder, hvor et samarbejdende forenings-, erhvervs- og institutionsliv kan skabe ideer og resultater.
Et lokalt samråd i Nibe blev mandag aften en realitet, da deltagerne på et møde indkaldt af initiativtagerne Knud Tobiasen og Hans Thorup, besluttede at stifte Nibe Samråd.
Et samråd er et samarbejds organ, som Aalborg Kommune støtter stiftelsen af - med henblik på at have et forum at samarbejde under, når det gælder ønsker fra lokale foreninger, institutioner, erhvervsliv og private borgere, i forhold til kommunen generelt.
På mødet, der trods sin vigtighed for den lokale udvikling, kun var hjemsøgt af 12 deltagere, udspandt der sig en konstruktiv debat om grundlaget for et lokalt samråd i Nibe, og om hvilke opgaver et sådant samråd kan påtage sig.
Konkret har de to initiativtagere stået bag gennemførelsen af flere projekter, nemlig Multibanen der blev etableret for et par år siden i området omkring institutionen Dragehaven og Nibe Boldklubs baner, Forårets rengøringsdag i Nibe, hvor et par hundrede lokale borgere og foreninger rensede by og havnefront - samt motionsbevægelsen »Nibe Løber«, der egentlig startede på baggrund af arbejdet i den nu nedlagte Nibe Tænketank.
På mødet redegjorde Hans Thorup for baggrunden og ønsket om at stifte Nibe Samråd, mens Knud Tobiasen oplistede de foreløbige resultater - og en række nye muligheder for projekter der kan fremmes, f.eks.: En moutainbike bane i Skalskoven, en hundeskov i Nibe, en række udviklingsmuligheder på og omkring havnen i Nibe og i Nibe midtby.
Motivet for at skabe nye og endnu flere ideer, der kan udfolde sig, havde fået initiativtagerne til at indbyde til mødet, der mundede ud i stiftelse af foreningen og valget af en bestyrelse.
Bestyrelsen blev sammensat at følgende, som nu skal skabe rammerne, under hvilke nye initiativer kan tages, og hvor ideer kan folde sig ud, til glæde for alle borgere, foreninger, institutioner og erhvervslivet i Nibe:
Valgt blev: Knud Tobiasen (Nibe Boldklubs bestyrelse, tidl. Nibe Festivals bestyrelse, med-initiativtager til »Nibe Løber«). Søren Askehave (tidl. medlem af Nibe Tænketank, med-initiativtager til »Nibe Løber«, frivillig i Nibe Håndboldklub m.m.), Lena Knudsen (tidl. mangeårig formand for Nibe Roklub), Ole Svendsen (medlem af bestyrelsen i Nibe Grundejerforening) og Hans Thorup (Kommunens Folkeoplysningsudvalg, AKA Puljen og tidl. formand i Nibe Boldklub). Suppleanter: Finn Pilgaard og Lene Frederiksen Larsen.
Yderligere en række forenings-interesser, erhvervslivet og lokale borgere var repræsenteret på det stiftende møde i Nibe Samråd, men flere deltagere efterlyste repræsentation fra skolebestyrelse og dagtilbuds bestyrelse.










