- Tirsdag, 5. januar 2016
Biskop Henning Toft Bro langede i sin prædiken mandag aften til det officielle Aalborg ud efter målstyring og efterlyser en fortælling om gensidigt ansvar og tillid.

Biskop Henning Toft Bro - her til venstre i Nibe Festivals kirketelt - gik ved årets nytårsgudstjeneste i rette med den holdning, at alt skal målsættes og målene forfølges. Han efterlyste en mere menneskelig holdning til mål i den offentlige sektor.
Biskop Henning Toft Bro tog i sin prædiken fat i den evindelige målstyring i det offentlige:
– Os der er ansat i det offentlige er udsat for målstyring i alle afskygninger. Selv synes jeg, det har taget overhånd. Alt skal være så effektivt. Vi skal måles og vejes, nå ja, det sidste vil vi gerne vente med til julefedtet er skrællet af vores skrøbelige krop.
Biskoppen efterlyste en overordnet fortælling om tillid og ansvar:
– I hele debatten om målsætning og personlig succes, savner jeg fortællingen om ansvar og gensidig tillid. Den kommer ikke af sig selv. Vi skal selv sætte denne fortælling på dagsordenen.
Ikke mindst er der for mange excel-ark ifølge biskoppen:
– Hvor bliver intuitionen af? Hvor bliver inspirationen af? Hvor bliver det skæve det uforudsigelige af, når vi alle skal sættes ind i et exel-regneark? Det hele forsvinder i gold matematik og beregning. Vi skal minde hinanden om, at vi alle er en del af en stor fortælling. Nemlig fortællingen om at skabe et værdigt samfund, hvor der er rum for hinanden. Et samfund der bygger på tillid, en rig kultur og tradition, et samfund med kristne kerneværdier hvor uddannelse og dannelse skal bære os ind i fremtiden.
Det var niende gang, Aalborg Domkirke lagde hus til den officielle nytårsgudstjeneste, hvor Aalborg Kommunes styrelse, politi, militær, beredskabsstyrelse, skolevæsen, retsvæsen, stiftsøvrighed, provster og menighedsrådsmedlemmer var inviteret.










