Håneretten var i allerhøjeste grad på spil, da Nibe Håndboldklubs to herrehold i serie fire mødtes for nylig.

Så blev det afgjort hvem der kunne smykke sig med titlen »Nibemester i håndboldens serie 4«. Ditlevs Drenge mødte det såkaldte Dreamteam i en hård og nådesløs fight om ovennævnte titel.

Enkelte spillere skulle lige have rystet nytårsfeberen af sig, men som kampen skred frem kom der mere pynt på kransekagen.

Der blev vist fine detaljer som godt kunne være hentet fra en kamp i højere rækker, om end tempoet ikke var helt i top. Efter slutfløjtet kunne Dreamteam modtage fortjent hyldest fra sin fremmødte fanklub.

 

På billederne er det øverst det sejrende Dreamteam hold i en jubelscene, og derunder et udsnit af Dreamteam's fremmødte fanklub.