- Onsdag, 27. april 2016

På Hovvej - strækningen mellem Lundevejs og Hobrovejs udmunding - etableres et nyt »bump« inden udgangen af maj.
Efter sidste års renovering af Torvet i Nibe og med omlægning af busserne har Aalborg Kommune set på behovet for gennemførelse af yderligere trafikale tiltag og omlægninger i Nibe midtby. Det medfører, at der i den kommende tid iværksættes nogle nye initiativer i forhold til det trafikale – bl.a. et forslag om ensretning, som berører de mindre gader i den indre del af Nibe by, ligesom der sættes ind over for at forbedre trafiksikkerheden på Hovvej og ved Mellemgade, forklarer Winnie Nymann Larsen, der er projekt-
ansvarlig hos Trafik & Veje under By- og Landskabsforvaltningen.
Winnie Nymann Larsen forklarer her:
Afmærkningen omkring Mellemgades udmunding i Hovvej
Som opfølgning på en politibesigtigelse, der fandt sted for to uger siden mellem Nordjyllands Politi og Trafik & Veje i By- og Landskabsforvaltningen, ses der i øjeblikket på muligheden for at lave en særlig afmærkning omkring krydset, så oversigten forbedres for udkørende trafikanter fra Mellemgade.
Projekt for fartdæmpning af Hovvej – strækningen mellem Mellemgade og Grydstedvej
Projektet omfatter skiltning af hastighedszone på 40 km/t samt etablering af et nyt bump (mellem Lundevejs udmunding og Hobrovejs udmunding i Hovvej, red.) og regulering af den hævede flade ved Tyvedalsstiens udmunding. Arbejdet forventes at blive udført i løbet af maj måned.
Baggrunden for projektet er en henvendelse fra Nibe Skole angående børnenes skolevej og overgangen ved Lundevej. Formålet er derfor at forbedre skolebørnenes sikkerhed ved krydsningen af Hovvej. Fartdæmpningen forventes også at have en afsmittende effekt på sikkerheden i krydset ved Mellemgade, da trafikanter tvinges ned i fart inden passagen af det nye bump på Hovvej. Projektet og omfanget af fartdæmpningen er udarbejdet under hensyntagen til, at der kører busser på Hovvej, så bumpene ikke medfører unødige gener for buskørslen, siger Winnie Nymann Larsen til Nibe Avis.
Forslag om ensretning af de mindre gader i midtbyen
Trafikomlægningen omkring Torvet har i en del tilfælde fået følger for andre dele af trafikken i hele den centrale del af Nibe by. Her har Trafik & Veje set på den samlede Nibe midtby, og en række mindre gader, og dele af andre foreslås nu ensrettet. Hvilke gader der foreslås ensrettet fremgår af den annonce, som Aalborg Kommune har indrykket i denne uges udgave af Nibe Avis – og der er en periode, hvor borgerne kan fremkomme med bemærkninger eller ændringsforslag inden udgangen af maj måned. En del af de foreslåede ensretninger kommer fra borgere og foreninger i byen.
– Det er kun de smalleste gader, der foreslås ensrettet, idet det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt med ensretning af gader med randfunktioner i form af butikker m.v., da det blot vil medføre unødig omvejskørsel. Ensretningen påtænkes gennemført alene ved skiltning og ikke med fysiske gadereguleringer, siger Winnie Nymann Larsen til Nibe Avis.
– Projektet er en opfølgning på arbejdet med planen for Byudvikling i Nibe. Forslaget sendes samtidig i høring blandt borgerne i midtbyen. Efter høring besluttes det fra forvaltningens side, hvorvidt et projekt for ensretning af gaderne skal gennemføres. Projektet kan evt. overvejes gennemført på forsøgsbasis, lyder det i meddelelsen fra Aalborg Kommune.
Forslag om lukning af Mellemgade for udkørende trafik
(forslag, nævnt i læserbrev i Nibe Avis for nylig):
Det er en løsning, vi vil overveje på sigt, men som vi ikke i første omgang vil prioritere fra kommunens side. En lukning for udkørende trafik på dette sted vil medføre omvejskørsel for en del trafikanter, og at trafik overflyttes til andre veje, fx Skomagertorvet, slutter Winnie Nymann Larsen.
DEBAT: Har du en holdning til de beskrevne forhold, som du vil dele med andre, så send din kommentar (læserbrev) pr. e-mail til adressen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. – Vi lægger indslaget online på vort debatforum under
www.nibeavis.dk – ligesom uddrag af debatten vil blive bragt i den trykte udgave af Nibe Avis. Redaktionen.









