- Søndag, 27. juli 2014
Personligt venskab med RIF træneren banede vejen for en trænings oplevelse hos spillerne i Frejlev.

Joachim Ohm (t.v) og Kristoffer Mortensen (t.h) var begge begejstret efter træningen med Ove Pedersen.

32 spillere var mødt op til træning, da Ove Pedersen, med det imponerende fodboldtræner-CV overtog træningen for en aften under temaet »gen-pres«.
Når sommeren er over landet er det ganske naturligt, at kontrakt- og klubløse fodboldspillere træner med i klubber, hvor de kan holde formen ved lige og måske også tilkæmpe sig en kontrakt. Om det var det der var tilfældet, da tidligere Superliga-træner Ove Pedersen lagde vejen forbi St. Restrup IF til en træning af klubbens seniorspillere, skal være usagt. Men et venskabeligt forhold mellem Ove Pedersen og St. Restrup IF’s serie 3-træner, Michel Valdemar, havde afstedkommet denne mulighed. Så den relativ lange vej fra Thyregod til Frejlev og retur var denne tirsdag aften ingen hindring for træneren med det imponerende fodbold-CV, som tæller trænergerninger i flere danske Superliga-klubber som FC Midtjylland, Esbjerg, AGF og senest FC Vestsjælland.
32 forventningsfulde seniorspillere var mødt op til træning, mens en håndfuld af klubbens trænere og ledere så til fra sidelinjen. Ove Pedersen erobrede scenen, med sin jyske lune og sin imponerende fodboldviden, til en træning, hvor temaet var »gen-pres«. Forskellen mellem denne træning og den man ville se i en Superligaklub, var marginal – det er kun det tilladte antal af berøringer der er anderledes, indledte Ove Pedersen over for spillerne. Her efter slog den erfarne træner tonen an med sin hovedoverskrift: »Alle fejl i fodbold har en konsekvens«. Dette fik de fremmødte spillere at føle allerede i det første spil, som var et fire minutters 12 mod 6-spil. Der var en konsekvens i form af 2 x 100 meters sprint på under 15 sekunder, med 45 sekunders pause imellem til det tabende hold.
»Konsekvens/belønnings princippet« levede videre i det næste spil, hvor det erobrende hold blev belønnet, mens det hold der mistede bolden fik en konsekvens. Der var ingen tvivl om, at denne vekselvirkning var yderst motiverende for spillerne. Der var høj intensitet på gennem hele træningen, som bestod af tre forskellige spil, for ingen af spillerne ville være på det tabende hold. Der ud over var læringsværdien også i højsædet, da spillerne blev opmærksomme på fejltyperne. Ove Pedersen fløjtede træningen af efter 75 minutters intensiv gen-pres træning, med en lille øjenåbner og et godt citat: »En fodboldkamp varer 90 minutter, og I har i dag været effektivt aktive i 42minutter«.
Efter træningen fangede Nibe Avis to St. Restrup-spillere; Kristoffer Mortensen og Joachim Ohm til en kommentar. Der er ingen tvivl om at begge spillere havde fået en god omgang træning. Det var de begge enige om. Kristoffer Mortensen supplerede: »Ove Pedersen var yderst engageret og meget motiverende. Øvelsesvalget var desuden af en sådan karakter, at man ydede sit maksimale«. Joachim Ohm var meget enig, men pointerede også »Det er imponerende at Ove Pedersen formåer at træne en flok på 32spillere, med stort niveauforskel i mellem sig, det er en dygtig træner, det er der ingen tvivl om«.









