- Onsdag, 9. september 2015
Aalborg Kommune orienterede om den fremlagte byudviklingsplan for Nibe.

Rådmand Hans Henrik Henriksen orienterede sammen med forvaltningens personale om den fremlagte plan for Nibe.

Plan for havnefronten og adgangsforhold til havnen, som var blandt de emner, der blev drøftet.
Mange var sikkert kommet til tirsdagens borgermøde i Nibe for at diskutere trafik – og særligt situationen omkring busruterne m.m. i Nibe. Disse fik da også en orientering fra rådmand Hans Henrik Henriksen ved mødets start, omend det indkaldte borgermøde var berammet til at handle om den fremlagte byudviklingsplan for Nibe.
Hans Henrik Henriksen kunne oplyse, at man vedr. trafiksituationen nu afventer Torvets færdiggørelse i denne uge og når der så bliver »lukket op« alle steder med de nuværende afspærringer, vil By- og Landskabsforvaltningens afdeling for Trafik og Veje vurdere de kritikramte steder sammen med Politiet og formentlig foretage nogle justeringer i overkørsler og evt. oversigtsforhold, hvor det vil være muligt.
– Nibe er jo en gammel by med de fysiske udfordringer det giver, men vi tager endnu et overblik over situationen og justerer, hvor vi kan, sagde rådmanden og understregede, at det ikke er nogen mulighed at lægge busruterne anderledes end de ligger nu – ej heller omkring Strandgade eller andre steder.
Aalborg Byråd har vedtaget at fremlægge en Byudviklingsplan for Nibe i perioden indtil 21. oktober, hvor den kan drøftes lokalt og man kan komme med indsigelser.
På mødet gennemgik landinspektør Tina Adamsen fra By- og Landskabsforvaltningen dele af den omfattende plan og efterfølgende havde de ca. 130 deltagere på mødet mulighed for at komme med ideer, som politikerne så vil tage med og vurdere inden planen vedtages endeligt sidst på året.










