40 medlemmer af den lokalhistoriske forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne på besøg i Vildmosen.

At sidde i en gammel stald og synge »Danmark nu blunder den lyse nat« og nærmest kunne dufte hyldenes blomsterklaser på træerne, var blot ét af de højdepunkter, som de 40 medlemmer af den lokalhistoriske forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne oplevede forleden.

I St. Vildmose bød den veloplagte guide Christian Larsen fra »Vildmoseporten« ved Biersted nemlig på en yderst spændende rundvisning og forklaring på højmosens dybde, dens planteliv, dens befolkning og den i dag så populære spagnum, samt de GPS-plantede vildmosekartofler.

Staldgårdenes historie blev naturligvis også belyst, og der var en fornem udstilling af en gammel beboelse anno 1949 samt et udstillingslokale med beskrivelser fra fortidens tørvegravning og nutidens kartoffelavl. Det kan alt sammen beundres af alle aldersgrupper, fortæller Karen Hansen fra den lokalhistoriske forening.

Aftenen var varm og lys, og man kunne køre derfra, med en glæde og tilfredshed, ved igen at have oplevet en bid af det smukke Danmark, slutter Karen Hansen.