- Fredag, 27. maj 2016
På søndag kan man tage på gårdbesøg og hilse på glade øko-grise med krølle på halen. 10 økologiske svineproducenter rundt om i landet byder velkommen til den årlige Sofari. En af dem er Friland-leverandør Preben Drastrup, Holmager.

Preben Drastrup åbner døren og viser sin økologiske svineproduktion.

En stor øko-so, der smider sig i en kølende mudderpøl, og økologiske smågrise, der piler rundt på græsmarken under åben himmel. Syn som disse venter gæsterne til årets Sofaripå søndag.
Her kan man opleve det økologiske griseliv på første hånd, når 10 øko-svineproducenter rundt omkring i landet inviterer store som små med ud i grisemarken.
En af dem er Preben Drastrup mellem Bislev og Vegger, der har været økolog siden 2006 og leverer grise til Friland, et datterselskab af Danish Crown. Han har 250 økologiske søer, som bor i hytter ude på markerne, hvor de passer deres små grise.
- Jeg synes, det er herligt at kigge ud over markerne og se, at mine grise render rundt derude og leger. Det er tydeligt at se, at de trives ude i det fri. Det er derfor, jeg har valgt økologien. Jeg er stolt over det, vi laver, og det vil jeg gerne vise frem. Det er vigtigt, at folk får mulighed for at komme ud og få et forhold til det økologiske landbrug, siger Preben Drastrup, som står klar til at svare på spørgsmål fra gæsterne til Sofari.
Stigende interesse for øko-svinekød
Danskerne lægger i stigende grad Ø-mærket svinekød i indkøbskurven. Fra 2014 til 2015 steg salget af øko-svinekød med hele 21 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik. Randi Vinfeldt, økologisk svineproducent og medkoordinator af Sofari, håber, at arrangementet kan være med til at give salget yderligere et skub i den rigtige retning.
- Vi inviterer folk med ud i marken, fordi vi rigtig gerne vil give almindelige danskere et indblik i øko-grisenes liv. Økologisk svinekød koster mere end almindeligt svinekød, og det er der en god grund til. Den økologiske gris har nemlig helt andre forhold end en almindelig gris. Det vil vi rigtig gerne vise forbrugerne. De skal have mulighed for at se, hvad de får for pengene, siger Randi Vinfeldt.
Kom med i mark og stald
Preben Drastrup fortæller gerne om arbejdet med grisene og dagligdagen på gården.
Du kan få en rundvisning i både marken og i stalden, gå på jagt efter flødekarameller i en grisehytte, eller teste din viden i grisequizzen og deltage i lodtrækningen om en pakke økologisk svinekød.
Der vil være salg af kold øko-kartoffelsalat med øko-pølser lavet på kød fra gårdens egne grise, økoøl og -vand og økologisk is, eller man kan tage sin madpakke med hjemmefra.
Fakta om økologiske grise:
• En økologisk so skal bo i en hytte på en mark, når den
føder sine unger - de små grise.
• På marken kan dyrene rode i jorden og bade i mudder på
naturlig grisemanér.
• Slagtesvin har ekstra god plads, strøelse og altid adgang
til udeareal i form af en løbegård.









