Debat om Nibe Svømmebad og evt. flytning.

Kaj Erik Madsen, Bellisvej 4, Nibe reagerer med dette læserbrev på Nibe Avis’ afstemning, som i forlængelse af artikel 12. november i Nibe Avis og på www.nibeavis.dk blev bragt på avisens online udgave – på Nettet:

90,1% vil flytte svømmebad skriver Nibe Avis efter en »dybdegående« opinionsundersøgelse, som såvidt mig bekendt omfatter mellem 1-200 personer der har gidet stemme.
 
Gennem mit arbejdsliv har jeg været på mange salgskurser, hvor man lærer en spørgeteknik, så man får det svar man ønsker, hvilket Nibe Avis her har gjort i dette tilfælde. Da jeg indtil nu har opfattet Nibe Avis som seriøs og neutral må jeg antage, at det er Venstre der står bag denne »opinionsundersøgelse« og formidler den gennem avisen. I modsat fald sidder der en meget loyal venstremand på avisen og prøver at støtte forslaget fra Venstre.
 
I 2004 var der 8173 indbyggere i den gamle Nibe Kommune og man kan vel nok antage, at tallet er vokset til 9-10.000 indbyggere de sidste 10 år. Ud fra dette indbyggertal er der således ikke 90,1% der ønsker at flytte svømmebadet, men kun godt 1% der ønsker svømmebadet flyttet. Man kan altså manipulere meget med statistikker, hvilket jeg lige har gjort, men som også Nibe Avis også gør i offentliggørelsen af et resultat, der er totalt intetsigende.
 
Jeg synes Nibe Avis skulle prøve at lave en ny undersøgelse, der i stedet for at gå på placeringen af svømmebadet gik på indholdet af det bad vi får:
1) Synes du det er en god ide at flytte fra et svømmebad på 25 x 12,5 m til et lille bad på 20 x10 m.
 
2) Synes du det er en god ide flytte fra et svømmebad med dybde på 3-4 m til en bad med max dybde på 1,80 m uden mulighed for dykning, rutchebane og udspring fra vipper.
 
3) Synes du det er en god ide at flytte fra et svømmebad med vand der er 29-30 grader varmt og med bademulighed for børnefamilier og ældre/pensionister, der ønsker at få et bad i dejligt lunt vand – og i stedet skifte til en svømmehal med 24-26 grader varmt vand, som kun      skoleeleverne gider bade i, fordi de er tvunget til det.
 
Kan du stadig svare ja til flytning af svømmebadet er du enten meget egoistisk eller inkarneret Venstremand!
 
Jeg har lovet de andre morgensvømmere jeg dagligt svømmer med i vores dejlige svømmebad, at prøve at gøre indlægget så kort som muligt, for ikke at tabe tråden til det det hele drejer sig – nemlig flytning af svømmebadet.
 
To ting vi synes kan kræves ved en eventuel flytning af svømmebadet er, – at vi får et bad på mindst samme størrelse og at vandtemperaturen ikke sænkes fra det nuværende niveau.
 
Hvis Mads Sølver og Venstre kan garantere dette, kan jeg ikke forestille mig, at en flytning af svømmebadet skulle give problemer fra brugerne af badet.
Venlig hilsen
Kaj Erik Madsen


Svar til Kaj Erik Madsen
En »dybdegående« undersøgelse er ikke just hvad Nibe Avis med den anførte undersøgelse påberåber sig – det er alene en beskeden undersøgelse, som skal ses i direkte forlængelse af den artikel, som Nibe Avis bragte 12. november.
Med hensyn til »at gå Venstres ærinde« må jeg kraftigt imødegå dette, da vi altid driver Nibe Avis ud fra neutrale politiske principper – og vi har alene det mål at medvirke til at skabe debat – og det gør vi gerne.
Jeg har ved kontakt med gruppeformand Mads Sølver Pedersen, der var ophavsmand til Venstres udmelding om at flytte Nibe Svømmebad til en »svømmesal« ved Nibe Idræts- & KulturCenter, forhørt mig ang. en uddybning af emnet, men gruppeformanden ønsker nu at afvente den undersøgelse, som Aalborg Kommune har iværksat og som ventes klar i slutningen af maj 2015. Indtil da er emnet og debatten åben, og en evt. løsning kommer an på ikke mindst økonomien, siger han.
Nibe Avis har i øvrigt ikke planer om en ny undersøgelse.
Venlig hilsen
Jacob Søndergaard, redaktør