- Lørdag, 6. juli 2013
Årets Nibe Festival er fortsat af den helt rolige slags, og der er stort set ikke hverken uroligheder eller skader af nogen art at berette om.

Festivalens lægefaglige leder Brian Sloth Christiansen.

Bestyrelsesformand Thomas Larsen finder fortrøstning i lørdagens billetsalg – og vi kan kun være tilfredse med situationen som den er, sagde han lørdag eftermiddag.
Festivalens lægefaglige leder Brian Sloth Christiansen understregede på lørdagens pressemøde den tendens, som har været gældende alle festivaldage, nemlig, at hans lægekolleger rent fagligt har været gode til at skelne alvorlige og mindre alvorlige situationer. De mindre ting som skader og slag m.m. har kunnet behandles på stedet, og kun i fem tilfælde har det været nødvendigt af rekvirere en ambulance. Det er altså ikke meget, når man samtidig tager i betragtning, at der er op mod 15.000 mennesker i og omkring Skalskoven, understregede Brian Sloth Christiansen på pressemødet.
Festivalleder Peter Møller Madsen bakkede op og fortalte, at fredagens møde i festivalledelsen mest havde fokus på et par jokes. – Der var ganske enkelt ikke nogen seriøse problemer at forholde sig til, understregede festivallederen.
Bestyrelsesformand Thomas Larsen var på lørdagens pressemøde også mere ubekymret for billetsalget, end tilfældet var torsdag og fredag. Således står gæsterne nu (lørdag kl. 15.00, red.) i kø for at købe billetter til lørdagens Nibe Festival, og det gør os meget rolige. Trods den store søgning lørdag er der ikke tale om, at Nibe Festival i år giver rekord omsætning, men det bliver heller ikke et »hul i jorden«, understregede festivalformanden.
Blandt dagens mere trælse nyheder var, at forsangeren fra Vejgaard Tårnblæserlaug har mistet stemmen, under et ophold med koncerter på Tunø. Det betyder at der til lørdag aftens sene koncert i Reservatet skal findes et nyt navn.










