- Mandag, 23. maj 2011

St. Restrup IF tog sejren over Danmarksserie reserverne fra Løgstør IF.
FODBOLD - Serie 3
Løgstør IF - St. Restrup IF: 0-1 (0-0)
Målscorer: 0-1: Joachim Ohm
St. Restrup IF skulle lørdag eftermiddag på besøg hos rækkens tophold Løgstør. På forhånd var dette en vanskelig opgave, da Løgstør gennem sæsonen kan profitere af at klubbens førstehold hører til i danmarksserien.
Kampen startede meget lige, hvor begge hold stod godt defensivt, men havde problemer med at få afleveringerne til ramme en medspiller i den offensive del. Derfor var kampens første 30 minutter en meget chancefattig affære. Efter 35min havde St. Restrup IF’s, Joachim Ohm udeholdets bedste mulighed, da han fra en spids vinkel var tæt på at liste bolden i mål. Meget fair, set ud fra spil og chancer, kunne begge hold gå til pause med 0-0 i bagagen efter de første 45 spillede minutter.
St. Restrup IF startede anden halvleg godt. Afleveringerne begyndte at præcise, hvilket betød, at det meget løbevillige Løgstør-hold flere gange kom på mellemhånd. Dette gav St. Restrup overvægten i spil og chancer. Tommy Østergaard sendte bl.a. gennem halvlegen to hårde langskud på overliggeren, og Mads Bredsgaard manglede den afgørende skarphed i en situation hvor Løgstør-målmanden var på ”skovtur”. Som halvlegen løb mod enden lignede kampen en nul-løsning, men i det 88min dukkede Joachim Ohm op i Løgstørs målfelt, mellem venner og fjender, og sparkede resolut bolden i målet til 0-1. Denne stilling holdt kampen ud til stor forløsning for St. Restrup IF, som på dagen havde arbejdet hårdt kollektivt, men blot havde manglet det sidste held til at score.









