Nibe Avis har modtaget dette indlæg i forbindelse med den verserende debat om sognegården fra Anne Marie Søndergaard og Inge-Greta Mathiasen, begge Nibe:

Har Aalborg Kommune fået solstik eller slugt søm, eller har de bare mistet al sund fornuft i forbindelse med byggeriet af den nye sognegård, og de manglende parkeringspladser? Man bliver næsten stum, af den manglende indsigt og smag for en meget smuk by, som Nibe endnu er, når Aalborg Kommune foreslår parkeringspladser på noget af kirkens areal. Det er en dødssynd, det I er ved at koge suppe på.
Vi har allerede en udmærket eksisterende bygning til formålet, nemlig den gamle SID-bygning på Toften, og vupti masser af parkeringspladser ovre bag ved. Hvis de parkeringspladser ejes af Fakta - SuperBrugsen og Aldi, kan de vel sælges til kommunen. Hvorfor det prestige-byggeri, for det er jo det, det er, og hvis arkitekten skal promovere sig, kan I jo rive den gamle SID-bygning ned, og bygge en ny Sognegård der.
Ligeså er det en dødssynd at ekspropriere Gitte Therkeldsens hus i Kirkestræde. Hun har kostet en formue på hus og have, og det kan ses. Det er det sødeste, mest velholdte og meget smagfuldt indrettet lille hus, man kan tænke sig.
I er ikke kompetente til at sidde i byrådet, når I så meget som bare tænker de tanker, I giver til udtryk for i Nibe Avis omkring det her.
Vi har ladet os fortælle, at I ikke ville holde møder i sommerferien omkring det her, - men hvad har I gjort: Holdt møder lige fra ferien begyndte til den slutter. Igen: I er ikke kompetente nok. Hvor er de folk, der varetager Nibes interesser?

Anne Marie Søndergaard
Inge-Greta Mathiasen