- Tirsdag, 14. august 2012

Den nye fregatkaptajn Hans Hansen (i midten) lykønskes af den afgående kaptajn Carsten Rasmussen og Nibe Marineforenings formand Kristian Jørgensen.

Mesterskytte: Bent Lolk Nielsen fra Kolding Marineforening.
I et fantastisk sommervejr kunne Nibe Marineforening afholde deres anden fregatskydning under eget tag, i modsætning til det vejrguderne havde præsteret ind til nu af dansk sommervejr, var foreningen heldig, at kunne afvikle festlighederne i det skønneste vejr.
Der var mødt et halvt hundrede gaster op til dagens arrangement der traditionen tro startede på torvet med parade og kanonsalut, hvorefter turen i bus gik til Skørbæk for at afhente fregatkaptajnen der nu kunne afslutte sin »regeringstid« på værdig vis.
Efter en tur omkring udsigtspunktet på Løgstørvej kunne de bevæge sig til marinestuen, hvor morgenkaffen ventede serveret og kreeret af »havfruerne« der også havde fornøjelsen af at varte »drengene« op resten af dagen.
Hovmesterens stegte ål og andre lækkerier fra kabyssen var også med til at gøre det til en festdag, især med hjælp fra de mange havfruer der var mødt talstærkt op og tog en stor del af slæbet med at bespise så mange gaster.
Skydningen blev afviklet og styret af Jørgen Larsen Bislev med stor erfaring,- opnået i hjemmeværnet som banekommandør. Sidste skud til stormasten og dermed kåring af årets mesterskytte som blev Bent Lolk Nielsen fra Kolding Marineforening, der i dagens anledning aflagde Nibe en visit.
Som dagens højdepunkt skulle den kommende fregatkaptajn udnævnes, og have kæden overrakt som symbol på værdigheden. Valget faldt i år på et af medlemmerne der i det daglige gør et stort stykke arbejde for marineforeningen, og det var med glæde at afgående fregatkaptajn Carsten Rasmussen og formand Kristian Jørgensen kunne overrække kæde og klokke til pens. Fiskeskipper Hans Hansen Nibe der så i det kommende år skal præsentere Nibe Marineforening på værdig vis.









