Kristian Sloth fortalte om sit arbejde hos DR's TV-Avisen og de kritiske vinkler på journalistikken, han ofte anlægger.

Også sin opvækst i Nibe blev der en lille beretning om, da Kristian Sloth holdt foredrag i Torsdagsklubben.

DR-journalisten Kristian Sloth gæstede ved seneste møde Torsdagsklubben i Nibe, som hver 14. dag året rundt samler fuldt hus i »Dommergaarden« i Nibe.

De ca. 60 fremmødte fik gennem en times tid et indblik i journalistikkens verden hos Danmarks Radio, og Kristian Sloth fortalte og viste TV-klip fra interviews han havde gennemført - bl.a. med tidligere sundhedsminister Bertel Haarder, da denne i 2010 hidsede sig ganske alvorligt op under et interview om ryg- og fedme operationer.

Kristian Sloth fortalte om sine arbejdsmetoder, som for uindviede måske kan virke voldsomme, men som bygger på forskellige modeller på, hvordan man på ordentlig og seriøs vis afdækker forskellige emner gennem et tillidsfuldt interview med den der interviewes.

– Det er afgørende vigtigt for alle journalister, at man optræder seriøst, men det er jo ikke ensbetydende med, at man er enig med sit interview-offer, understregede han.

I tilknytning til sit foredrag om journalistikken fortalte Kristian Sloth om sin barndom og ungdom i Nibe gennem 1960'erne og 1970'erne, idet han som bekendt voksede op i den daværende præstegård i Nørregade 25, hvor hans far Karl Sloth Kristensen var præst, og hvor stort set alt inden for hjemmets fire vægge drejede sig om hans præstegerning.

Kristian Sloth mødte ved sit foredrag i Dommergaarden også enkelte af sine ungdomskammerater og en del forældre, som har børn i samme årgang som han selv.