Den »autoriserede« form for opsætning af valgplakater i Aalborg Kommune, som er praktiseret siden 1974 – her fra seneste kommunevalg, placeret i Bislev.

På mandagens byrådsmøde havde partiet Venstre fremsat forslag om, at det gældende forbud mod opsætning af valgplakater, som har været gældende i Aalborg Kommue siden 1974, skulle frafaldes.

Byrådsmedlem Mads Duedal (V) motiverede forslaget med, at et valg (kommunevalg, folketingsvalg m.v., red.) er demokratiets fest, og der må gerne være lidt mere fest over en valgkamp, end de nugældende regler foreskriver. Under et fortsat regelsæt mente Mads Duedal, tiden er inde til, igen at gøre det lovligt at opsætte plakater på kommunale lygtepæle m.m.

Alle øvrige partier gik dog imod Venstres forslag, alle med forskellige begrundelser om, at det – uanset regler eller mangel på samme – vil være en kamp om pladser, og at såvel fornuften som fantasien i forvejen ikke sætter grænser for at påkalde vælgernes opmærksomhed.

Venstres forslag faldt med alle andre partiers stemmer imod.