- Lørdag, 27. juni 2015
Ejeren af Bryggens Festlokaler har købt aktiver og rettigheder til Nibe Bryghus og lancerer nyt koncept med Bryggens Festlokaler og Konference.


Nye ejere af Nibe Bryghus er klar til at genoptage ølbrygningen. Snarest hen over sommeren skal der ansættes brygmester og der skal atter være lokalt kvalitetsøl på hanerne til forskellige festlige lejligheder, til events i Bryggens Festlokaler og Konference samt salg til publikum. Her er det fra venstre Benno Bonde, Verner Bonde og daglig leder Per Jensen.

Daglig leder Per Jensen i det nye konferencelokale.

Brudesuiten – med udsigt til morgensolen.
Fra 2. juli overtager fam. Bonde v. Verner Bonde Holding alle aktiver og rettigheder efter Nibe Bryghus, som for godt en måned siden blev erklæret konkurs.
Benno Bonde, søn af Verner Bonde, som siden 2012 har ejet ejendommen på Bryggen i Nibe, oplyser til Nibe Avis, at Nibe Bryghus fremover vil indgå som en del af det samlede koncept med udlejning af festlokaler, udlejning af konferencelokaler samt produktion af lokalt specialøl til salg i markedet og til brug i det samlede fest- og konference koncept på Nibe Lystbådehavn.
Med købet af aktiver og rettigheder i Nibe Bryghus er den fremtidige produktion af lokalt kvalitetsøl i Nibe blevet sikret på den lange bane, men det bliver med nogle lidt andre forudsætninger for ølproduktionen end den hidtidige model for salg af øl, forklarer Benno Bonde:
– Vi vil fortsat brygge øl til almindeligt butikssalg og salg til private fester – altså på flasker og i fustager til fadøl. Men overtagelsen af aktiviteterne i Nibe Bryghus er fortsat så nyt for os, at alle detaljer endnu ikke er på plads. Selve bryggeri udstyret vil forblive i de hidtidige produktionslokaler, som vi jo samtidig synes er det helt rigtige sted for Nibe Bryghus. Her forenes bryggerimiljøet, havnemiljøet og de smukke lokaler til brug for fester og konferencer, understreger Benno Bonde.
Selve salget af øl vil vi nok gribe lidt anderledes an og finde en model, hvor det ikke drejer sig om at producere den største mulige mængde øl, men derimod at brygge et vist udbud af faste øltyper og lejligheds- og sæson øl. På den måde kan øl-elskere fortsat se frem til at drikke det gode øl fra Nibe, og der vil også lejlighedsvis være mulighed for at deltage i ølsmagninger og fremvisninger m.m. i bryggeriet. Dette skal vi blot have lagt i nogle rammer, og det arbejder vi på hen over sommeren, siger Benno Bonde.
Samlet fest- og konferencekoncept på Bryggen
– Overtagelsen af Nibe Bryghus giver os nogle helt nye muligheder og et samlet koncept for virksomheden på havnen, der de seneste ca. to år har omfattet udlejning af lokaler til fester, receptioner m.v., oplyser Benno Bonde, og han supplerer:
– Vi er netop i færd med at lægge allersidste hånd på et nyt koncerencemiljø i huset, som primært vil være at finde på førstesalen. Her vil der med en unik udsigt kunne holdes konferencer og mødeaktivitet for op mod 50 deltagere, hvis man supplerer med andre husets andre lokaler.
Vi ser alle dele af Bryggens Festlokaler og Konference som en samlet helhed, hvoraf man kan leje dele eller hele komplekset, som er velegnet til mindre eller større privatfester, firmakonferencer, receptioner m.m. – og som en ekstra mulighed har vi indrettet en brudesuite med udsigt mod øst – over »Østerland« og Limfjorden, ligesom der er mulighed for ekstra plads til overnatning, supplerer Benno Bonde.
Til at varetage den daglige drift af festlokaler, konferencelokaler og bryggeriets administration har de nye ejere ansat Per Jensen.
Held og lykke med ølbryggeriet
Gennem perioden siden konkursen for Nibe Bryghus blev en kendsgerning og til nu har der fra forskellig side været vist interesse for at genrejse bryghuset, og fra kilder, som Nibe Avis har været i kontakt med, glæder man sig over, at det nu er lykkedes at beholde et lokalt bryggeri i Nibe.










