Det var en særdeles ærlig og meget veloplagt sportsdirektør i fodboldklubben AaB Lynge Jacobsen, der aflagde besøg og et spændende foredrag hos Nibe Boldklub, hvor godt et halvt hundrede NB'ere. sponsorer og gæster var mødt frem.

Lynge Jacobsen så med et BT-udklip tilbage på AaB's europæiske kampe, for blot to år siden – tiden kan jo komme igen, sagde han optimistisk.

Lynge Jacobsen gav de fremmødte et spændende indblik i hans hverdag gennem mange år.

– Det ville da være usandt af mig og sige, at det ikke er et ganske hård job at være sportsdirektør i AaB for tiden, sagde en meget ærlig Lynge Jacobsen.

AaB's superligahold er hans daglige omdrejningspunkt, og én af hans vigtigste opgaver er som bekendt at sørge for de bedste – og gerne de billigste – spillere til superligaklubben. Lynge Jacobsen lagde ikke spor skjul på, at pengenes magt i moderne professionel fodbold fylder rigtig meget, og det er derfor også store udfordringer, der viser sig i dagligdagen, når tidligere tiders beslutninger i det nordjyske sports flagskib skal vendes, samtidig med, at superligaholdet på fodboldbanen, ikke henter de resultater, der på forhånd var forventet.

– Situationen har jo fået os til rent sportsligt, at fravælge håndbold fra udgangen af den igangværende vintersæson. Fremover vil den professionelle afdeling i AaB således alene bestå af ishockey og fodbold, sagde Lynge Jacobsen.

– Vi skal bestemt ikke underkende tidligere tiders beslutninger om at tage håndbold og andre idrætsgrene op, eller købe bygninger eller sportsforretninger, for at styrke kerneprodukterne, nemlig de sportslige udfoldelser. Det var nok rigtigt for år tilbage, men med bl.a. finanskrisens virkninger, har det vist sig, at vi nok skal blive ved dét vi er bedst til, nemlig sporten på banerne; d.v.s. fodbold og ishockey.

Lynge Jacobsen fortalte episoder fra sæsonen, hvor holdet for anden gang spillede med i Champions League, og hvor hold som Manchester United, Celtic, Deportivo la Conuna og Getafe gæstede Aalborg – og holdet ligeledes fik erfaringer fra disses og andre holds hjemmebaner.

– Pressen udråbte os i perioder til »Europas Konger« i fodbold, og befolkningen fulgte os – næsten – som de i dag følger FC København, erkendte fodboldbossen.

Den tid kan komme igen, for i fodbold kan alt jo ske, sluttede den populære fodbolddirektør.