- Søndag, 17. april 2016

Ved den opstillede container på Stenvej tog den tidligere Nibenit og medarbejder ved Aalborg Kommune Claus Østergaard imod det indsamlede affald.

En halv snes forretningsdrivende indledte affaldsdagen med at gøre rent i dele af Nibes forretningsgader.

Mange foreninger var i aktivitet på affaldsdagen i Nibe. Her er det medlemmer af Nibe Roklub, der samlede affald langs omfartsvejen og kysten ved klubbens bådehuse.


Morgenrengøring i Skomagergade.

Morgenrengøring ved Tuyvedalstien.

Næstformand i Nibe Handelsforening Lars Kirk Larsen svinger kosten!
Mange foreninger og private borgere tog imod tilbuddet fra Nibe Samråd om at gøre Nibe by og den nære natur omkring byen fri for henkastet affald m.v.
Lørdag morgen startede en halv snes medlemmer af Nibe Handelsforening dagen med at feje en del af byens forretningsgader fri for henkastet affald, cigaretskodder og andre efterladenskaber. Indslaget fra de handlende var dels en konkret aktivitet, en optakt til lørdagens store indsamling af affald – og så er det et årligt tilbagevendende tiltag, hvor vi har det sjovt sammen, siger Nibe Handelsforenings formand Bjarne Svendsen til Nibe Avis.
Efter de handlende havde været på gaden og gik hver til sit for at åbne deres butikker, tog Nibe Samråd over, og ved en samling i Spar Nord Bank for et halvt hundrede repræsentanter for foreninger og private borgere orienterede tovholderne fra Nibe Samråd Hans Dahlstrøm og Hans Thorup om formiddagens opgaver, hvor en halv snes foreninger hver fik tildelt et område at samle ind i.
Dagens indsamling af affald i Nibe og i den omgivende natur resulterede i en hel containerfuld forskelligt affald, som på den måde blev fjernet for ikke at skæmme i naturen, og for samtidig at have en »ren« samvittighed, inden planter m.v. om kort tid ellers ville dække over den megen affald.
Initiativet til indsamlingsdagen kom som tidligere fra Danmarks Naturfredningsforening, som stillede affaldssække til rådighed. Fra Nibe Festival blev der bl.a. stillet handsker til rådighed for de mange indsamlere.
Anslået mindst 100 borgere i Nibe trodsede regnvejret og var i aktivitet på affaldsdagen, og Nibe Samråd opfordrede samtidig alle grundejere til at følge op på aktiviteten ved at efterse og fjerne affald fra hver deres matrikler.
I ugen op til affaldsdagen havde børnehave og skoleelever også samlet affald.
– Uden den store opbakning fra såvel indsamlere som sponsorer kunne vi i Nibe Samråd / Handelsforening ikke have gjort det selv, og vi er stor tak skyldig til en række sponsorer og Aalborg Kommune med fejebil, container og mandskab, siger Hans Dahlstrøm. – Sidste år blev indsamlet ca. 6 tons affald og i år var der mindre; ca. 3-4 tons, hvilket må tages positivt at vi alle er blevet mere bevidste om, at affald ikke hører hjemme i naturen, slutter Hans Dahlstrøm.









