I forbindelse med sin fratræden som formand for Nibe Røde Kors gennem otte år, blev Birgit Sohn Christensen udnævnt til æresmedlem.

Birgit Sohn Christensen (t.h.) blev på sidste uges generalforsamling udnævnt til æresmedlem i Nibe Røde Kors. Her er hun sammen med Grethe Laursen (t.v.) og Marianne Gaunø Jensen.

Afgående bestyrelsesmedlem Marianne Gaunø Jensen talte på sidste uges generalforsamling til den afgåede formand.

Det blev fremhævet, hvilken kæmpe forskel Birgit Sohn Christensen har gjort for Røde Kors i Nibe. Siden Birgit kom i bestyrelsen for 11 år siden, er afdelingens aktiviteter udvidet med en flot butik, Vågetjeneste, en stor gruppe nørklere, Familienetværk og julehjælp. Birgit har arbejdet utrætteligt på at skabe en velfungerende afdelingen og har desuden været meget aktiv i Røde Kors i Aalborg kommunes kreds af Røde Kors afdelinger, i Nordjylland, på landsplan og i internationale sammenhænge. En sand ildsjæl, understregede Marianne Gaunø Jensen.

Birgit Sohn Christensen takkede Aase Kristensen og Marianne Gaunø Jensen for deres indsats i henholdsvis 2 og 6 år. Aase har været i bestyrelsen og været med til at starte julehjælpen og Familienetværket. Det samme har Marianne, der også har været aktiv i besøgstjenesten og indsamlingen.