Proces og produkt er to dele som ligestilles, når vi arbejder med musical på friskolen, og begge dele er grundlag for vigtig læring, forklarer skoleleder Mette Gudum fra Vokslev Friskole, i forbindelse med årets musical på friskolen.

Hoved, hånd og hjerte er med, og eleverne udfordres alle på deres evner til at arbejde sammen, indgå kompromiser for på den måde at opbygge deres helt egen musical. I uge 6 var der fagdage indtil middag og derefter blev der lavet replikker og ideer til scenen og musikken blev også introduceret. I uge 7 var alt på skolen i musicalens tegn og man oplever en helt speciel stemning blandt eleverne og personalet. Det betyder meget, at vi er sammen alle på skolen omkring dette arrangement, udtaler skoleleder Mette Gudum. Både SFO personale, lærere, sekretær, pedel og vigtigst af alt ALLE elever. Det er med til at opbygge, det der kendetegner skolen, at alle kender alle, siger Mette Gudum.

Dette års musical tog publikum med på en oplevelsesrig tur tilbage til middelalderen. Gennem fire scener præsenteredes tilskuerne for forskellige sider af tilværelsen i den noget dystre fortid. Man kom til fest hos herremanden, og man kom med på torvet en travl dag, hvor der handles og straffes. Herefter blev livet i børnehøjde levendegjort, og til sidst fik man et indblik i klostertilværelsen på godt og ondt.

Vanen tro var det en rammefortælling, som knyttede de enkelte scener sammen. Som noget nyt blev rammefortællingen fortalt gennem videoklip, som elever fra 7., 8. og 9. klasse havde optaget. Handlingen i rammefortællingen var, at der holdes emneuge på Vokslev Friskole, hvor emnet er ”Middelalderen”.

Et nyt tiltag i dette års musical var, at det kun var eleverne fra 5. til 9. klasse, der kom på scenen, mens eleverne fra begynderklassen til 4. klasse sørgede for at slå stemningen an med deres egne små optrin, som man kunne opleve før forestillingen på scenen.

Forestillingen kørte tre gange torsdag. Generalprøven var om formiddagen, hvor friskolerne Vilsted og Skørbæk-Ejdrup var tilskuere sammen med Vokslev Friskoles Børnehave. De to aftenforestilling trak fulde huse, med 400 tilskuere.