- Mandag, 1. november 2010

Alban Tyrolerne fra Odense, indtog scenen på ægte tyrolermanér med en stemningsfyldt march. Fotos: Evald Lange Rise.

Der var Oktoberfest-stemning i Frejlev hallen, hvor mange var mødt op i tyrolertøjet.
Årets store oktoberfest arrangement i Frejlev hallen, arrangeret af St. Restrup Idrætsforening, blev som sidste år en stor succes. Mange af byens borgere benyttede lejligheden til at få luftet tyrolertøjet.
I alt 400 betalende gæster og 50 frivillige hjælpere fik sig en stor oplevelse. Frejlevhallen osede nemlig af Oktoberfest-stemning under arrangementet. Der var tema-barer, lokalt oktoberfestøl fra Nibe Bryghus serveret i både halve og helliters store glas, samt et festklædt personale.
Som prikken over i’et var musikken endnu mere tyrolerinspireret i år end sidste år. Alban Tyrolerne, et 24-mands stort tyrolerorkester fra Odense, havde taget den lange tur op til Frejlevhallen denne lørdag. De entrede scenen med en festlig march gennem hallen, og undervejs leverede bandet flere festlige indslag, som samtidig også viste at musikkerne beherskede deres instrumenter til perfektion. Aftenen sluttede med to timers DJ-musik, hvor dansegulvet var stuvende fyldt. Festen sluttede kl. 02 – uden problemer af større art.
Festens økonomiske tal er endnu ikke opgjort, men det forventes, at give et godt overskud, som alle går til den kommende Frejlev hal nr. 2, hvor St. Restrup Idrætsforening selv skal rejse ca. 1,2 milioner kroner.









