Ved sæsonstarten blev der uddelt beviser på gennemførte sejleruddannelser til klubbens unge medlemmer – hhv. Sæl- og Søløve-diplom. Fra venstre – forrest: Nichlas Rask Jensen, Cecillie Green Petersen, Jacob Karel Poulsen, Christoffer de Littenburg Grønhøj, Christoffer Bundgaard og Anton Schüsler. Bagest fra venstre: træner Heinrich Grønhøj, ungdomsleder og næstformand Lars Poulsen, formand Ruddi Mortensen og træner Benni Jacobsen.


Med deltagelse af et halvt hundrede medlemmer indledte Nibe Sejlklub den forløbne weekend sejlersæsonen. Det skete i et fantastisk flot forårsvejr og med søsætning af mange sejlbåde som en passende kulisse.

Klubbens nyvalgte formand Rudi Mortensen indledte sin åbningstale med at takke alle kræfter, der gennem nu 25 år har gjort det muligt at drive klubben.
For den nu igangværende sejlersæson vil klubben holde ugentlige familiesejladser med en snert af konkurrence. Samtidig ønsker vi i klubben at styrke det sociale sammenhold, og det vil ske ved bl.a. at mødes i klubhuset til en god sejlersnak efter aktiviteterne på Nibe Bredning, lød det fra Ruddi Mortensen, der for nylig har afløst Lene Åbom som formand.

I anledning af jubilæet var der i klubhuset ophængt gamle avisartikler fra bl.a. Nibe Avis, og enkelte medlemmer kunne berette om episoder fra de forløbne 25 år.
Nibe Sejlklub tæller i dag ca. 120 voksne og en halv snes ungdomsmedlemmer.