- Torsdag, 11. oktober 2012
Af TINA FRENCH NIELSEN, borgmesterkandidat (V) og rådmand i Aalborg Kommune, Danmarksgade 17, 9000 Aalborg.

Tina French Nielsen.
LÆSERBREV:
Aalborg har fået et blåt budget. Og det er godt! Det er godt for byen, oplandsbyerne og landdistrikterne og for borgerne i Aalborg Kommune i det hele taget.
Med det blå budget får Aalborg flere timer i folkeskolen, renovering af forældede skolebygninger, og udbygning af idrætshaller. Med loftslifte på plejehjemmene får vi et løft af arbejdsmiljøet på ældreområdet, ligesom belysning ved havnen og sikkerheden der bliver prioriteret. Investering i fremtiden og nødvendig renovering har været vores prioriteringer.
Udgangspunktet var vanskeligt. Til trods for store løfter fra regeringspartierne før folketingsvalget for et år siden, gav den vikarierende borgmesters og magistratens budgetudspil udsigt til store besparelser i 2013.
I modsætning til løfter om små 100 millioner kroner mere til velfærd om året, stod Aalborg Byråd foran besparelser på 134 millioner kroner.. Det er den barske virkelighed.
For Venstre var der aldrig tvivl om, at vi vil tage ansvar for Aalborgs udvikling. Det har vi altid gjort. Men Venstre var ikke klar til for hver en pris, at medvirke til gennemførelse af de besparelser regeringen byder os. Derfor kom vi med en liste af fornuftige omprioriteringer.
For Venstre i Aalborg Byråd kommer mennesker først. Vi har kæmpet for flere timer i folkeskolen i årevis – og gør det stadig. Vi har kæmpet for renovering af vores folkeskoler – og vi gør det stadig. Vi har kæmpet hårdt for, at ældreplejen ikke bliver barberet, mens vi får stadig flere ældre indbyggere. Vi har kæmpet hårdt for et aktivt fritidsliv for børn og unge – og de haller og anlæg, det kræver.
Og Venstres krav skulle på plads, hvis vi skulle med i et budgetforlig. Venstre vil fokusere på kommunens kerneopgaver – og siger blankt nej til prestigeprojekter som kulturbroen.
Den vikarierende borgmester kunne vælge mellem et blåt budget med økonomisk ansvarlighed og fokus på kerneopgaverne – eller et rødt budget med flere prestigeprojekter og større gæld.
Jeg er glad for i dag at kunne gøre status og sige klart, at Venstre blev set og hørt i de svære forhandlinger, vi var igennem.
Aalborg har fået et blåt budget. Et blåt budget, der sikrer, at Aalborg er fokuseret på kerneopgaver i ældreplejen, skolerne, udsatte børn og unge, og rehabilitering og genoptræning af kræftpatienter.
Vi er stadig ikke helt i mål likviditetsmæssigt. Økonomisk ansvarlighed og en sikker økonomisk styring til de kommende år, hvor der også bliver brug for prioriteringer vil være nødvendig. Og her er der brug for Venstre og andre gode borgerlige kræfter.










