Aalborg Operafestival er i gang og også i år kommer der til at ske noget i Nibe-området. Nibe Kirke bliver i morgen torsdag stedet, hvor komedien og skønsangen går hånd i hånd. Kulturelt Samråd i Nibe præsenterer i samarbejde med Aalborg Operafestival og Nibe Menighedsråd sopranen Lisbeth Kjærulff, tenoren Jakob Næslund og pianisten Jacob Beck. Aftenen byder på et afvekslende og underholdende program med bl.a. Carl Nielsen, Kai Normann Andersen, Mozart og Strauss, så publikum kan se frem til en morsom og betagende operaoplevelse i det smukke kirkerum. Der er fri entré.

– I Kulturelt Samråd vil vi gerne levere kunstneriske oplevelser af høj kvalitet, og heldigvis har vi i Nibe Kirke en samarbejdspartner der bakker os op, udtaler Jens Østergaard Madsen, formand for Kulturelt Samråd i Nibe.

Aftenens kunstnere har hver især meget at byde på og kan præsentere et imponerende bagkatalog af optrædener. Lisbeth Kjærulff er uddannet klassisk sanger ved Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Jakob Næslund er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og Operaakademiet i København og har sunget en række hovedpartier på danske operascener.
Jacob Beck har studeret på konservatorier i Odense, Hannover, New York og Aarhus og har optrådt som solist, kammermusiker og akkompagnatør i Europa og USA.

De medvirkende har gæstet Aalborg Operafestival op til flere gange i mange forskellige sammenhænge.  I år kan man også opleve dem på lørdag i Musikkens Spisehus, hvor de leverer aftenens musikalske indhold til festivalens operamiddag.