Når Spar Nord, Område Rebild i næste uge samler de lokale aktionærer til aktionærmøde, bliver der kamp om pladserne i bankrådet. Spar Nords to møder i Støvring er to af i alt 38 aktionærmøder, der hvert år tiltrækker op mod 20.000 af bankens aktionærer.

Lene Åbom, Nibe - opstillet til bankrådet.

Lisa Kjær, direktør i Spar Nord, Område Rebild.

Aktionærmøderne afholdes i Støvringhallen og er en del af bankens i alt 38 møder over hele landet, der tiltrækker op mod 20.000 af bankens 110.000 aktionærer, og som dermed gør Spar Nords aktionærdemokrati til Danmarks største. Der forventes ca. 1.500 deltagere til de to møder i Støvring.

Kampvalg til bankråd
En fast del af aktionærmødet er valget til det lokale bankråd, der fungerer som sparringspartner for ledelsen i den lokale bank, og som dermed har stor betydning for, hvordan banken drives.
I år er der kampvalg, og aktionærerne skal derfor stemme om, hvem de helst vil have til at repræsentere deres interesser i det kommende år, siger Lisa Kjær, direktør i Spar Nord, Område Rebild. 
På valg til de 4 pladser i bankrådet i Område Rebild er:
• Knud Dahl, Støvring
• Karen Elbæk, Terndrup
• Helle Jørgensen, Støvring
• Henrik Østergaard, Kongerslev
• Lene Nørkjær Åbom, Nibe

Status og forventninger
– 2011 blev desværre endnu et år i krisens tegn, men alligevel er det lykkedes os at komme styrket igennem året. Blandt andet valgte yderligere 7.000 borgere og virksomheder i 2011 at blive kunder i Spar Nord, siger Lisa Kjær.
- Og selv om vi ikke forventer, at 2012 bliver noget jubelår, så er det vores klare ambition, at vi også i 2012 skal vinde mange nye kunder og markedsandele, fortsætter hun.
Det samlede overskud for Spar Nord blev i 2011 på 345 millioner kroner før skat svarende til en fremgang på knap 160 procent sammenlignet med 2010.