RIF's målscorer til 1-1 Kristoffer Mortensen i duel med en Vejgaard-spiller.

FODBOLD – Serie 3           

St. Restrup IF - Vejgaard: 1-1 (1-1)

Målscorer: 1-1: Kristoffer Mortensen

St. Restrup IF tog søndag eftermiddag i mod rækkens ubestridte, og ubesejrede, tophold fra Vejgaard. De to holds første møde i sæsonen bød på en flot fodboldkamp, hvor Vejgaard hev sig en 2-1 sejr hjem på eget græs.

Hjemmeholdet indledte kampen godt, og det var tydeligt, at Vejgaard havde respekt for St. Restrup IF. Dog var det, stik imod spil og chancer, Vejgaard der efter 10min bragte sig på 0-1, efter en situation hvor det koksede mellem forsvar og målmand. Trods målet imod sig, bibeholdt St. Restrup IF det gode kombinationsspil. Det gav pote efter 25. minut, hvor Kristoffer Mortensen sparkede bolden ind bag Vejgaard-målmanden til 1-1. Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg var det atter et spillelysten hjemmehold der bød Vejgaard op til kamp. Kombinationerne op gennem den centrale del af banen voldte Vejgaard problemer, da i forvejen stod meget lavt på banen for at afhjælpe, at blive løbet over ende af hjemmeholdets hurtige kantspillere. Trods godt spil og mange fine detaljer, så kom der ikke flere mål i kampen, som endte 1-1. Der med blev St. Restrup IF det første hold i 12 kampe der tog points fra Vejgaard-holdet.