Claus Lillelund har nu nedsat sig med sit Værkstedsgalleri i den centrale del af Nibe. Værkstedsgalleriet åbner Langfredag, og derefter vil han i dagligdagen kunne træffes når den lille dekorerede tønde kan ses uden for forretningen.

Masker og ansigter indgår for tiden i de fleste af Claus Lillelunds arbejder – men der bliver også plads til »den omvendte jantelov«.

Langfredag slår Claus Lillelund dørene op til sit nye værkstedsgalleri, i ejendommen Lille Algade 11, centralt i Nibe midtby.

Claus Lillelund bor i Aalborg, og har en årrække arbejdet som folkeskolelærer, og har gennem flere end 10 år spillet musik i det aalborgensiske musikliv.

– Jeg har nu opsagt mit lærerjob, og gennem en god ven i Nibe har jeg fået mulighed for at afprøve en gammel drøm, om at etablere mit eget kunstgalleri, med arbejdende værksted, forklarer Claus Lillelund til Nibe Avis.

– Meget betegnende har jeg kaldt det nye kunstgalleri for »Værkstedsgalleriet«, for dét er hvad jeg ønsker det skal være. Jeg arbejder langt overvejende i store billedformater – 1,5 meter eller mere – og lokalerne her egner sig godt til dels at udstille de store billedformater, og dels til at være værksted for mit arbejde, siger Claus Lillelund.

Ansigter er lige nu mit foretrukne motiv og tema, og her er der rige muligheder for at variere udtrykket, siger Claus Lillelund, der henter inspiration i »mennesket« og blandt de mennesker, han møder. ”Mennesker fascinerer mig, og jeg kan godt lide at lege med forskellige udtryk og sindstilstand

– Efter mange år, hvor musik har været en meget stor del af mit liv, vil jeg nu gerne styrke malerarbejdet, og her finder jeg lokalerne og placeringen i Nibe midtby for helt perfekte. Værkstedsgalleriet åbner Langfredag, og gennem tre dage er der så mulighed for at kigge indenfor og lade sig inspirere, evt. få en lille kunst-snak, eller måske falder man for ét af mine billeder, slutter Claus Lillelund.