Ældre Sagen i Nibe har gennem længere tid gået med tankerne om nye aktiviteter for deres medlemmer.

Her er Ivan Bjærge i gang med at instruere Grethe Olsen ved dartskiven i Nibe Boldklub.

En af idéerne, som Ivan Bjærge har gået og tænkt på er spillet dart. For at det kunne realiseres manglede man tag over hovedet, da Huset i Grønnegade, hvor mange af Ældre Sagens aktiviteter foregår, er fuldt booket i dagtimerne. Gennem Ældre Sagens formand Grethe Olsen og Anna Hansens børn og børnebørn  blev der skabt kontakt til Nibe Boldklub, da man havde hørt, at der her var en dartskive ophængt og for at høre om det var muligt at starte et kursus op i den ædle sportsgren.
Der har nu været afholdt flere hyggelige formiddagsmøder parterne imellem, hvor der er blevet talt om hvordan man kan udnytte hinandens potentialer bedst muligt, oplyser Michael Frendrup, stadioninspektør og daglig leder I Nibe Boldklubs klubhus.
Nibe Boldklubs lokaler bliver nu stillet til rådighed hver tirsdag formiddag, hvor Ivan Bjærge vil undervise og vejlede interesserede medlemmer , samtidig med man har et par hyggelige timer sammen, da det sociale også er meget vigtigt at dyrke.
Grethe Olsen er meget taknemmelig for at Nibe Boldklub lukker dørene op på denne måde. Det gælder nemlig om at kunne tilbyde så alsidige aktiviteter som muligt for at få så mange medlemmer i gang som muligt. Men det kræver plads og faciliteter, som er svære at finde i nærområdet uden at det koster en formue.
I Nibe Boldklubs lokaler er det også muligt for Ældre Sagen f.eks. at afholde temadage eller gæsteforedrag, ja der er mange muligheder, understreger Michael Frendrup. Til gengæld for lån af lokalerne får Nibe Boldklub hjælp og flere hænder i køkkenet til diverse arrangementer så som standerhejsninger, ungdomsafslutninger og fodboldskole hvor Ældre Sagens medlemmer på den måde kan hjælpe byens unge og deres forældre i den travle hverdag. På denne måde huser Nibe Boldklub nu tre generationer under samme tag og det er begge parter ret stolte af, samtidigt med at man får noget for noget, understreger stadioninspektøren.
– Nu vil tiden vise hvilke andre aktiviteter Ældre Sagen kan have interesse i at Nibe Boldklub kan lægge hus til i dagtimerne. Til det kan siges, at der allerede er kastet et par bolde op i luften mht. mødested for cykelaktivitet og så selvfølgelig lidt fodbold på multibanen for det grå guld, hvor fortidens storspillere kan trylle lidt med bolden og få noget sundt motion, slutter Michael Frendrup.