Efter en byggeperioden på et lille års tid havde Frejlev Menighedsråd søndag indbudt til indvielse af det ombyggede, udvidede og renoverede Frejlev Kirkecenter, som oprindeligt blev opført i 1983, men som gennem flere år har været under pres for et stigende behov fra en stadigt voksende lokalbefolkning.

Dagen blev indledt med festgudstjeneste i Frejlev Kirke v. sognepræst Sussie Nygaard Foged, Frejlev Kirkes Pigekor og kirkesangerne Theresa Lundquist og Dorte Amalie Schou.
I kirkecentret blev deltagerne modtaget musikalsk af de veloplagte Nibeblæsere, og senere var der musikalsk underholdning ved solister og af Frejlev Kirkes Pigekor; alle under ledelse af organist og korleder Margit Mühlbach.
Formand for Menighedsrådet Karner Nøhr gjorde rede for byggeriet og takkede alle, der havde medvirket og havde vist interesse. Vi har nu et virkeligt godt og tidssvarende kirkecenter, understregede han.
Der blev endvidere talt af bl.a. provst Jens-Anders Djernes og af Elin Sølva Kvisvik, Drastrup, der havde doneret et vægtæppe.