Ove Bering har gennem en menneskealder arbejdet med forskellige grafiske teknikker, og driver fortsat sit grafiske »Værkstedet langt ude«, ved Staun. Fra næste uge kan et udvalg af hans produktioner opleves i Galleri Tinghuset i Nibe.

Ove Bering sender med denne udsmykning af en brosten, en venlig tanke til Klimatopmødet i København, 2009.

Interiør fra Ove Berings nyindrettede udstillingshus, ved »Værkstedet langt ude«.

Ove Bering, grafiker fra Staun, udstiller for første gang i Nibe, når hans værker fra næste uge kan ses på en separatudstilling i Galleri Tinghuset.

Ove Bering flyttede for flere end 20 år siden til Staun, efter mange år på Fyn. Gennem årene i Staun har han drevet »Værkstedet langt ude«, og har bidraget med såvel grafik til udstillinger som til industrielt brug.

Ove Bering stammer oprindeligt fra Vendsyssel, og var gennem en årrække bosat på Fyn, hvor han havde mange kontakter inden for den grafiske verden, bl.a. som leverandør af illustrationer til forskellige formål, og i forskellige sammenhænge.

– På den måde kunne jeg gennem gennem årene leve af min freelance tegning og grafik, dvs. rene sort/hvide eller kulørte tegninger, uden mellemtoner, fortæller han.

På udstillingsfronten debuterede han i 1976, på Kunstnernes Efterårsudstilling, og efterfølgende har han udstillet talrige steder i Danmark, såvel som i udlandet – her bl.a. Paris, Rostock og Tallin. I Nordjylland har han tidligere udstillet sine værker på bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum og Aalborg Kunstpavillon, ligesom han oftest har været repræsenteret på Kulturelt Samråds Påskeudstillinger i Nibe og i Lundbæk.

Efter 18 år på Fyn, flyttede han i 1988 til Staun, hvor han etablerede sig med »Værkstedet langt ude«. Besøger man Ove Berings værksted mellem Barmer og Staun, skal man ikke blive forskrækket for et stykke markvej og en lille hulvej, idet der for enden af vejen åbner sig eng-vidder mod Limfjorden, hvorfra man får et smukt panorama, der spænder fra Attrup, over Øland – Gøl, og til Klitgaard.

Her har Ove Bering etableret sit grafiske værksted, og med tiden har han fået opbygget et udstillingsrum og en permanent udstilling – og senest et separat udstillingshus, hvor værkerne løbende udskiftes og suppleres, alt efter aktiviteten på værkstedet.

Ove Bering benytter forskellige grafiske teknikker, bl.a. brug af dybtrykspresser til stål- og kobberstik, foruden egentligt håndarbejde. Værker af denne art vil sammen med et udvalg af mindre skulpturer, blive repræsenteret på den kommende udstilling i Galleri Tinghuset i Nibe, som åbner mandag i den kommende uge.

Kulturelt Samråd i Nibe er arrangør af udstillingen, og herfra ændrer man nu lidt på åbningstiderne, idet den kommende udstilling vil være åben onsdag eftermiddag og lørdag formiddag.