Bygherre, brugere, håndværkere og rådgivere markerede rejsegildet på den nye idrætshal i Frejlev.

Den nye Frejlevhal ventes klar til brug sidst i august. Fotos: Jacob Søndergaard.

Den nye Frejlevhal fik et 3-foldigt leve - her af byrådsmedlem Mads Sølver Pedersen og formand for Folkeoplysningsudvalget Keld Jensen.

Der var masser af lovord til byggeriet af den kommende idrætshal nummer to i Frejlev, da der i sidste uge blev holdt rejsegilde.

Tre en halv måned efter første spadestik, som foregik i frostvejr, kunne kransene rejses som tegn på, at byggeriet er i rejsehøjde, og klar til beklædning.

I sin velkomsttale kunne Aalborg Kommunes repræsentant, formand for Folkeoplysningsudvalget Keld Jensen konstatere, at et kærkomment ønske i Frejlev er på vej til at blive realiseret:

– Frejlev by og det omkringliggende lokalområde har de senere år oplevet en stor vækst med udbygning af nye boligområder, og dette sammenholdt med de seneste års store fokus på sundhed, motion og bevægelse har gjort at den hidtidige hal ikke har været tilstrækkeligt til at opfylde de mange ønsker om haltimer fra lokalområdets foreninger, skolen og borgerne generelt.

Derfor anbefalede Folkeoplysningsudvalget også Aalborg Byråd, at Frejlev området skulle prioriteres, når der igen skulle bygges ny hal i Aalborg Kommune – en anbefaling, som vi med fejringen af rejsegilde, kan se, at byrådet lyttede til og respekterede.

Keld Jensen takkede håndværkere og rådgivere – og til Frejlev Skole, St. Restrup Idrætsforening samt borgerne i Frejlev og Omegn ønskede han fortsat »god vind« med projektet – og udbragte et leve for den nye hal.

Fra St. Restrup Idrætsforening roste hovedformand Jacob Nielsen det udførte arbejde, og han var i sin tale helt sikker på, at også den nye hal skal blive godt belagt med aktivitet.

St. Restrup Idrætsforening står for en del af økonomien i projektet, og skal samle ca. 1,1 mill. kr. – et beløb, som er ca. halvt på plads.

– Men Jacob Nielsen opfordrede ved rejsegildet til, at borgerne og foreningerne fortsat bakker op om de initiativer der kommer for at styrke økonomien. Vi skal samle mange penge endnu, og borgerne vil komme til at høre nærmere herom, sluttede han.