- Torsdag, 1. maj 2014
Det er så stor en økonomisk udfordring at drive et lokalt bryggeri i Nibe, at bestyrelsen seriøst overvejer at spare husleje og arbejdstimer ved at flytte produktionen til ét samlet sted i Nibe.


Blandt de fremmødte aktionærer på lørdagens generalforsamling i Nibe Bryghus A/S har stemningen delt mellem stor sympati for den nuværende beliggenhed og en forretningsmæssig holdning til, at bryghuset for enhver pris skal overleve som virksomhed.

Aktionærerne i Nibe Bryghus A/S fik ved lørdagens generalforsamling et par ekstra ting at tænke over.
Nok udviser bryghusets regnskab for 2013 et pænt overskud, men dette er ikke fremkommet som en følge af den ordinære drift, nemlig ølproduktion. Overskuddet på kr. 384.000 – mod sidste års under skud på 82.000 kr. er fremkommet via en række forhold, som bl.a. har baggrund i bryghusets frikøb af værdier fra et konkursbo efter Niels Færchs aktiviteter.
Den primære drift (ølproduktion, red.) viser for 2013 et underskud på ca. kr. 225.000 mod et underskud året før på kr. 5.000.
Fremadrettet skal der ske en til tilpasninger i produktionen, og dette fik aktionærerne da også forelagt via et budget, men de helt store og daglige udfordringer er dels den husleje, som bryghuset betaler for lokalerne på havnen og den tid, som personalet bruger på transport af øl mellem bryggeriet på havnen og tapperiet i Kræmmergade. – Dette har fået bestyrelsen til at overveje en flytning af alle aktiviteter til et samlet sted i Nibe. Det kunne være i Kræmmergade, hvor tapperiet allerede ligger eller det kunne være et tredie sted. Denne debat blev der på generalforsamlingen taget hul på, og bestyrelsen arbejder derefter videre med flere muligheder, forklarer Niels Pedersen.
Økonomien vigtigst
Flere gange under generalforsamlingen vendte bestyrelsen i sine drøftelser med aktionærerne tilbage til den mulighed for at spare husleje og forbedre arbejdsgangene, at man samler aktiviteterne på ét sted i Nibe og således fraflytter de nuværende produktionslokaler på havnen.
Læs hele Nibe Avis' artikel fra generalforsamlingen: HER
Nyt bestyrelsesmedlem
I stedet for Troels Krogh valgte generalforsamlingen Martin Gregersen, som stammer fra Gundersted og har kendskab til Nibe via et tidligere job hos Nibe Kommune. Martin Gregersen er uddannet og har erfaring inden for økonomi og strategi, og det er gode egenskaber at kunne benytte for bryghusets bestyrelse, var man enige om i aktionærkredsen.
Ud over nyvalg til Martin Gregersen genvalgte aktionærerne på generalforsamlingen Niels Pedersen, Carlo Andersen, Peder Bach og Jonna Mortensen. Tidligere bestyrelsesmedlem Bo Christensen varetager i dag funktionen som direktør.
I forhold til det store arbejdspres, som har ligget på – og fortsat ligger på bestyrelsen – blev der drøftet en række muligheder, og bestyrelsen noterede sig nogle ideer fra aktionærkredsen.
Godt øl - spændende opgaver
Nok er der omfattende og udfordrende opgaver omkring Nibe Bryghus, men vi har virkelig også nogle gode oplevelser, når noget lykkes, understregede Niels Pedersen og nævnte flere eksempler på gode resultater af ølsmagninger og tests, hvor Nibes øl er blevet godt placeret.










