Igen i år havde Vokslev Friskole stor succes med årets musical »Gennem duggede ruder«. Forestillingen blev opført 3 gange torsdag før vinterferien. Om formiddagen, hvor Vokslev Friskoles børnehave var tilskuere sammen med klasser fra Skørbæk Ejdrup Friskole og Gregers Krabbe friskole.

– Der er tradition for, at friskolerne inviterer hinanden til deres forestillinger. På den måde får børnene en teateroplevelse, som kun koster skolerne transporten. Vi kan også inspirere hinanden skolerne imellem, og det er jo altid dejligt at få besøg af de andre lærere. Vi benytter nemlig lejligheden til lige at holde en kaffepause sammen, mens børnene leger efter forestillingen, siger skoleleder Mette Gudum.

De to sidste forestillinger trak fulde huse med tilsammen 390 tilskuere. Det er foruden forældre og bedsteforældre også tidligere elever, der kommer denne dag, og i år fik de en særlig oplevelse. Stykket var nemlig sat sammen af dele fra de sidste 10 års musicals og de kunne således se deres egne roller fra dengang, genspillet af skolens nuværende elever. Dette medførte mange kommentarer fra de tidligere elever, som var mødt frem. Flere af dem roste de nuværende elever og mente at de gjorde det endnu bedre end i de oprindelige forestillinger og at det virkelig var sjovt at se hvordan det stadig bare var en stor oplevelse for alle der er med.

–  På skolen er vi meget glade for at se de tidligere elever og vi håber at vi også ved de kommende musicals vil få gensyn med dem som går ud til sommer og nogen af dem der har forladt skolen i de 19 år friskolen har eksisteret, udtaler Mette Gududm

Der var også manger rosende ord fra børnehaven, som påpeger at det er svært at holde børn på 3 år fanget i en time. Det lykkedes for skolens lærere og elever at opføre et stykke med så mange effekter visuelt og musisk, og med så mange spændende figurer, at alle fra børnehaven var opslugt i samtlige 60 minutter.

Næste år skal der tænkes nyt, har musicaludvalget på Vokslev Friskole proklameret. Der begynder at være rigelig ventetid for eleverne, når alle bare har et lille indslag og antallet af elever stadig vokser på skolen. Samtidig begynder det ar blive vanskeligt at bruge en hel uge for de ældste klasser, som jo snart skal til afgangsprøve. Der bliver stillet større og større faglige krav og hvis vi skal kunne give vores elever de bedste forudsætninger for at komme videre med uddannelse, skal vi virkelig prioritere, når vi konverterer undervisningstimer til andet, siger Mette Gudum. For Vokslev Friskole er det dog stadig vigtigt at have et sådan samlende arrangement og det vil de holde fast i også i de nye tanker og ideer der skal udvikles inden næste skoleår. Skolen lover, at det stadig bliver en oplevelse for alle, og håber på lige så stor opbakning på tilskuersiden de næste mange år, slutter Mette Gudum.