- Tirsdag, 2. juni 2015
Nibe Y’s Men har afholdt den årlige generalforsamling med præsidievalg.

Fra venstre: Einer Måge – Lilly Hylleberg Jensen – Anne Marie Fristrup – Hanne Knudsen – Egon Knudsen.
Præsident Egon Knudsen kunne fremlægge en positiv beretning over året der var gået, og igen havde man opnået mulighed for at støtte adskillelige projekter i ind- og udland. Indsamlingerne løber op i nærheden af fyrretusinde til uddeling. Det gav en kærkommen støtte til bl.a. hospitalsklovnene.
Det årlige tilskud til regionsprojekterne, der støtter et projekt, der skal fortælle danske børn om verdens uretfærdighed.
I efteråret 2015 kan danske børn blive klogere på verdens uretfærdighed, og hvad det betyder, hvis man ikke er lige så heldige at være født i et smørhul som Danmark. De kan høre om børn med masser af menneskelige ressourcer, der kæmper for en bedre fremtid. Men også om et liv uden skole, familie, rent vand eller et hjem. Og om hvad danske børn kan gøre for at hjælpe.
Projektet er valgt som det ene af Y’s Mens Regionsprojekter 2014-2015, og det er Danmarks Kirkelige Mediecenter og Folkekirkens Nødhjælp, de to organisationer bag projektet, fortalte Egon Knudsen.
Det andet projekt der støttes er FAMILIEKLUBBEN - en håndsrækning til udsatte familier
Formålet med projektet er:
- At skabe kontakt og rammer, der kan hjælpe udsatte forældre med at udvikle forældreevner.
- At skabe den tillid hos familierne, der gør det muligt også at styrke samarbejdet med de kommunale myndigheder, hvor der er behov for det.
- At forebygge, at udsatte børn allerede fra starten af deres liv udelukkes fra samfundets fællesskab.
Ud over regionsprojekterne støtter Nibe Y’s Men også det lokale, såsom de uniformerede korps, men også i enkeltstående tilfælde privat personer der så til gengæld kvitterer med en foredragsaften om deres oplevelse og arbejde. Ligeledes blev der støtte til Om Agape Child Care en selvstændig forening, der har til formål, at yde hjælp og bistand til fattige og forældreløse børn i Kampala i Uganda.
Hjælpearbejdet blev startet for 3 år siden af bl.a. Solveig Vinther der jævnligt rejser til Kampala (for egen regning) for at følge arbejdet tæt. Hjælpearbejdet fungerer både i Uganda og i Danmark på helt frivillig og ulønnet basis. Derfor går alle donationer og alle sponsorater direkte og ubeskåret til børnenes skolegang og drift af børnehjemmene. Der er dokumentation for hver en brugt krone, og giverne bliver løbende orienteret om, hvad pengene er brugt til. Der blev også givet en håndsrækning til MAF det flyvende hjælpekorps der flyver med ca. 120 fly og 200 piloter,- på de absolut mest ufremkommelige steder på kloden.
Der havde også været stor aktivitet i klubben det forgangne år. Klubben var på en spændende tur til Tyskland i 1864 fodsporene, tilrettelagt og gennemført af klubbens rejseudvalg. Det blev også til et besøg på Viborg Rådhus som er anbefalelsesværdigt. Klubben vil igen forsøge sig med majslabyrint, trods de uheldige tyverier fra det selvbetjente betalingssystem. Klubben har også en stødt fremgang og modtager nye medlemmer.
Så trods den stigende gennemsnitsalder er det stadig still going strong for Nibe Y’s Men’s Club der i det kommende år skal ledes af det nye præsidium med Anne Marie Fristrup som præsident og Lilly Hylleberg Jensen som skatmester og Hanne Knudsen som sekretær og vicepræsident Einer Måge og pastpræsident Egon Knudsen.
I weekenden har klubben besøg af deres venskabsklub fra Stokka i Norge.










