Generalsekretær Anders Ladekarl i selskab med bl.a. medlemmer af butiksudvalget.

På jubilæumsdagen blev de mange frivillige med 10 års jubilæum dekoreret med en særlig nål for velfortjent indsats.

Røde Kors butikken i Nibe blev for nylig udnævnt til Årets Røde Kors butik i Danmark.

Tirsdag markerede Røde Kors i Nibe 10 års jubilæum for sin genbrugsbutik. Det skete ved en særlig sammenkomst, hvor samtlige butikkens medarbejdere blev hyldet – ikke blot for de 10 år med butikken, men også fordi butikken på weekendens landsmøde for Røde Kors Butikker blev udnævnt til Årets Røde Kors Butik i Danmark.

Ved gårsdagens sammenkomst i butikken var der stor ros til de gennem 10 år værende butiksråd og butiksleder, og de frivillige medarbejdere, som har været med alle 10 år, blev dekoreret med en særlig nål.

10 års jubilæet for den lokale Røde Kors Butik i Nibe blev markeret med en sammenkomst, hvor knap 60 frivillige og folk med relationer til Nibe Røde Kors og til butikken var samlet.

Jonna Emilie Laursen, der siden 2009 har været frivillig butiksleder, gennemgik nogle træk af butikkens historie og rettede her en særlig tak til bestyrelsen for 10 år siden og til den første butiksleder Conny Stokholm og Birgit Sohn Christensen.

Butikken er ad flere omgange blevet udvidet og de fysiske rammer i øvrigt er løbende blevet justeret, så de følger med de krav, man med rimelighed kan stille. I takt med forbedringer på mange punkter er butikkens omsætning fulgt med. Jonna Emilie Laursen takkede det nuværende butiksudvalg for en god indsats, og jubilæumsgæsterne kvitterede med klapsalver.

Generalsekretær i Dansk Røde Kors tog derefter ordet og han understregede vigtigheden af Røde Kors' indsats rundt om i verdens brændpunkter med en række eksempler på, hvor og hvordan der hjælpes fra den 150-årige og verdensomspændende organisation.

Anders Ladekarl ønskede Nibe Røde Kors tillykke med udnævnelsen til Årets Røde Kors Butik 2014 - en udnævnelse, som har baggrund i et dygtigt stykke arbejde med alle facetter af butiksdriften. – I har også et godt netværk af frivillige, og mange andre Røde Kors lokalforeninger aflægger besøg for at få inspiration. Det er meget prisværdigt, og derfor er udnævnelsen til Årets Butik meget velfortjent, sagde generalsekretæren.

Butikskonsulent i Røde Kors Mette Bengaard understregede ved sammenkomsten, at det ikke er tilfældigt, at Nibe har en god og velfungerende Røde Kors Butik. Her bliver der arbejdet med sagen, og alle de forretningsområder der er nødvendige at arbejde med i moderne forretningsdrift, er taget i brug her i butikken, sagde Mette Bengaard.

Bestyrelsesformand i Nibe Røde Kors Gitte Binder takkede alle dr frivillige omkring butikken og foreningen i øvrigt, og hun sluttede sit indlæg med at uddele sølvnåle til alle frivillige, der har arbejdet for butikken gennem dens 10 årige eksistens.

Jubilæumsdagen sluttede med en tale af Lisbeth Larsen, foreningens indsamlingsleder, der benyttede lejligheden til at slå et slag for Røde Kors Landsindsamlingen den 5. oktober.