- Fredag, 3. oktober 2014
Nibe Roklub var den forløbne weekend vært for de nordjyske langturs roeres sidste fællestur i år, kaldet »Løvfaldstur«. 72 roere i inrigger robåde og kajakker tilbagelagde samlet flere end 2000 kilometer.

De mange roere i kajakker og inriggere blev i en lind strøm sendt af sted fra Nibe Roklubs bådebro.
De 72 roere, som lørdag stod ud fra Nibe Roklub efter at være blevet budt velkommen og »briefet« af Kirsten Overgaard og Frank G. Jørgensen fra klubbens turudvalg, fik på mange måder en oplevelsesrig tur på Limfjorden ved Nibe.
En god stærk vind fra nordvest gjorde sammen med usædvanlig høj vandstand, at den planlagte tur til Gjøl blev ændret til en rute mellem Nibe og landingspladsen ved Staun – en tur på godt 10 kilometer hver vej – og i et mere roligt farvand end oprindeligt tiltænkt.
Den ændrede rute gjorde, at langt de fleste gennemførte – og nogle både tog endnog en ekstra tur omkring Klosterholmen og til Sebbersund.
Efter hjemkomst og klargøring i Nibe Roklub festede roerne lørdag aften i klubhuset – og søndag tog de mest hårdføre en ekstra tur i Sebber og Halkær Bredning – en tur på godt 20 kilometer.
Hele arrangementet var samtidig en markering af Nibe Roklubs 75 års jubilæumssæson, med deltagelse fra klubber i Aalborg, Randers, Viborg, Frederikshavn, Gjøl, Nykøbing, Hvalpsund, Hadsund, Thisted, Skive, Fur og Nibe.









