- Torsdag, 21. juli 2011
Nibe Festival har brugt de seneste par år til en udvikling af sin organisation, herunder en bestyrelse med professionelt tilsnit!

Nibe Avis traf Birgitte Guldberg og Thomas Larsen »backstage« på årets Nibe Festival, og de glæder sig i den grad over den udvikling, som nu er igangsat for fremtidens Nibe Festival.

Bestyrelsen i Nibe Festival; dog uden Birgitte Guldberg – fra venstre: Michael Breuer, Thomas Larsen, Troels Severinsen, Peder Bach, Ole Skau Jensen, Henning Christensen og Kasper Svendsen.
– Det er osse Peter Møller Madsen der bestemmer det hele... sådan har det lydt i årevis, og ind imellem gør det stadig...
– Men det er bare ikke hele sandheden; det siger også Møller Madsen selv, og hans bestyrelse i Nibe Festival organisationen står bag ham.
Nibe Festival har nemlig i dag skabt sig en særdeles kompetent bestyrelse, som sammen med de dagligt ansatte og ca. 70 afdelingsledere eller formænd samt op mod 4000 frivillige, i en organisation, der er gearet til fremtidens mange udfordringer, når det gælder om at sikre og udvikle »Den Lille Fede«.
Ved den formelle generalforsamling sidste år, i foreningen Nibe Festival, blev bl.a. Thomas Larsen og Birgitte Guldberg indvalgt i festivalbestyrelsen. Birgitte blev valgt til bestyrelsens næstformand, og ved generalforsamlingen i år, blev Thomas Larsen helt udramatisk valgt som efterfølger til den hidtidige formand Michael Breuer.
Nibe Avis mødte det ret så nyvalgte »formandspar« under trækronerne ved årets Nibe Festival – til en snak om festivalens status i 2011, og hvad der – rent organisatorisk – skal til for at følge Nibe Festival gennem de kommende års udfordringer.
Thomas Larsen er i det daglige nyansat direktør i CSC koncernen, med ansvar for det nordiske marked, og han har erhvervs- og ledelsesmæssigt en solid portion erfaring fra erhvervslivet.
For Birgitte Guldbergs vedkommende har hun et dagligt job som leder af sekretariatet hos Aalborg Kommunes Ældre- og Handicap forvaltning.
Sammen med bestyrelsen på yderligere seks kompetente personer og en daglig ansat ledelse på tre, tegner de i dag festivalen udadtil. Og det handler om at se Nibe Festival som en pæn,stor virksomhed, der skal drives professionelt
– Om 10 år både håber og tror jeg, vi fortsat holder Nibe Festival i Skalskoven, siger Thomas – og lægger dermed også den linie, der tænkes efter, i den aktuelle festivalbestyrelse: – Vi skal hele tiden se fremad, og vi skal forsøge at se nye muligheder og udnytte de rammer og ressourcer vi har, herunder i høj grad også festivalens mange frivillige, understreger Thomas Larsen.
Såvel Birgitte Guldberg som Thomas Larsen ser fortsat store perspektiver i udviklingen af »Den Lille Fede«:
– Se blot på ændringen af Hestepladsen ved årets festival. Her er der gennem mange måneder tænkt nyt, og vi fik efter vor mening en meget bedre plads, hvor forskellige funktioner er flyttet og ændret.
Sådanne projekter har vi fortsat flere af, bl.a. på camp-områderne, som er en »flaskehals«, understreger de to festivalledere.









