St. Restrup IF gæstede lørdag eftermiddag rækkens tophold Gundersted. Det var ventet, at det ville blive en tæt fysisk kamp.

St. Restrup IF spillede klart bedst i Gundersted, og var foran 1-3 frem til kampens 87.min. Men Gundersted-holdet trak alligevel det længste strå, og med tre sene scoringer vandt de opgøret 4-3.

FODBOLD, Serie 2 herrer

Gundersted - St. Restrup IF: 4-3: (1-1)

Målscorere for RIF: 1-1: Benjamin Ajero, 1-2, 1-3: Christian Montoya

St. Restrup startede kampen bedst, hvor de via godt spil langs jorden skabte et overtag i kampen. Efter 22 minutter fik Gundersted en friløber, da linjevogteren øjensynligt stod og snorksov, og scorede til 1-0. Kort tid efter var St. Restrup IF’s Christian Montoya på spil, da han flot loppede bolden over Gundersted-målmanden, med retning mod et tomt mål, men en Gundersted-forsvarsspiller afværgede situationen ved at tage bolden med hånden. Dommeren dømte korrekt straffespark, men lod kortene blive i lommen. Benjamin Ajero scorede sikkert fra 11-meterpletten til 1-1. Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg indledte med St. Restrup i det spilmæssige overtag. Efter 56 minutter gav det pote, da Christian Montoya havde sidste fod på bolden, og sendte den i mål til 1-2. Efter 56 minutter var det atter Christian Montoya der kunne score, da han bragte St. Restrup IF i front med 1-3. Efter scoringen bibeholdt St. Restrup IF det spilmæssige overtag. Efter 81minutter blev St. Restrup IF’s Joachim Ohm vist det gule kort. Det fik Gundersted-holdet til at sadle om i deres taktik, og gå over til lange bolde. Efter 87 minutter fik Gundersted reduceret til 2-3. Inde i dommerens overtid, i det 92 minut, blev det til 3-3 efter klumpspil i St. Restrup IF’s målfelt. I dommerens sidste sekunder, i det 94 minut, fik Gundersted-holdet scoret til 4-3. Dette blev også kampens slutresultat. Meget ufortjent, men en fodboldkamp varer 90 minutter, plus det løse, og her kendte Gundersted-holdet sin besøgelsestid bedst af de to hold.